Jonas Dal griner af rygte om Esbjerg-præsentation
– Det er en gås eller en juleand, siger Jonas Dal om rygtet, der går på, træneren onsdag præsenteres i Esbjerg
Hobro-træner Jonas Dal benægter, at han onsdag bliver præsenteret som ny træner i Esbjerg på en kontrakt gældende fra næste sæson.
Det skrev BT ellers tidligere tirsdag aften, men der er tale om en and, siger Jonas Dal til TV2 Sport.
– Det kan jeg overhovedet ikke se, hvor de skulle have fra. Det bliver jeg i hvert fald ikke, siger Jonas Dal.
Spørgsmål: Er det en and?
– Det er en kæmpe and! Jeg tror, det er en gås eller en juleand eller sådan noget. Det sker hvert fald ikke, siger en grinende Jonas Dal til tv-stationen.
Tirsdag kunne Hobro-sportschef Jens Hammer Sørensen fortælle til Nordjyske, at Esbjerg var interesseret i at skrive kontrakt med Jonas Dal gældende fra sæsonens udgang, men i så fald lader det altså ikke til at blive officielt onsdag.
Tirsdag aften stod Jonas Dal i spidsen for det Hobro-mandskab, der røg ud af DBU Pokalen efter et nederlag i straffesparkskonkurrence mod FC Roskilde fra 1. division.
/ritzau/