Johnny Madsens egen sang om afsked blev afspillet i bevægende farvel

Sangen "Den rejsendes dag", der handler om afsked, blev afspillet, da Johnny Madsen blev begravet i Thyborøn

Offentliggjort

Johnny Madsens Begravelse i Thyborøn

  • Den folkekære musiker og maler Johnny Madsen blev begravet i Thyborøn Kirke, hvor mange venner, bekendte og lokale borgere mødte op for at sige et sidste farvel. Kirken var fyldt til bristepunktet med 350 siddepladser, og yderligere 70 personer lyttede med udenfor.
  • Begravelsen fandt sted tirsdag, og allerede halvanden time før ceremonien begyndte folk at samles. Johnny Madsen, der døde efter længere tids sygdom, blev 73 år gammel og havde rørt mange med sin musik og kunst.
  • Under ceremonien blev Madsens egen sang "Den rejsendes dag" afspillet, en sang der handler om afsked. Præsten Hanne Davidsen, en nær ven af Madsen, ledte ceremonien og delte minder om hans liv og karriere.
  • Johnny Madsen var kendt for sin tørre humor og skarpe replikker, og hans begravelse var åben for alle. Hans kæreste, Rosita Jørgensen, opfordrede til donationer til De Hjemløses Venner i stedet for blomster, men kirken var alligevel fyldt med bårebuketter.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Venner, bekendte og ganske almindelige danskere var mødt op i Thyborøn for at sige et sidste farvel.

Tirsdagens begravelse af den folkekære musiker og maler Johnny Madsen i Thyborøn Kirke trak fulde huse.

De 350 siddepladser i den moderne kirke, der er bygget i rå betonelementer, rakte på ingen måde, og udenfor lyttede omkring 70 gæster og andet godtfolk med på opsatte højttalere.

Kom i god tid 

Mere end halvanden time før begravelsen begyndte de første at stimle sammen foran kirken.

Det var tydeligt, at Johnny Madsen havde bevæget mange frem til sin død mandag den 4. november efter længere tids sygdom. Han blev 73 år.

Blandt gæsterne var musikvennerne Lars Lilholt og Allan Olsen, men også gøgleren Jakob Haugaard og fodboldtræneren Ove Pedersen havde taget turen til Thyborøn.

De første gæster begyndte at stimle sammen uden for Thyborøn Kirke halvanden time før begravelsen, der gik i gang klokken 12.

Musik i kirken

Det var vennen og den pensionerede præst Hanne Davidsen, der var trukket i præstekjolen.

Hun afspillede Johnny Madsens egen sang "Den rejsendes dag" og fortalte, at den handler om afsked, inden nummeret bragede ud af kirkehøjttalerne.

Hanne Davidsen introducerede senere nummeret "Akvariefisk", som handlede om opvæksten i Thyborøn.

Fedtede hår og tørre humor 

Multikunstneren, der også var en anerkendt maler, blev født og indledte musikkarrieren i Thyborøn, men han boede de sidste tre årtier på Fanø.

Selv om thyboen flyttede fra byen og drog sydpå, så stod Thyborøn fortsat hjertet nært. Kærligheden var gengældt, og man har i mere end et årti kunnet spadsere henad "Johnny Madsens Vej".

Ud over sine evner som sangskriver og maler var Johnny Madsen også kendt for sit fedtede hår, sin tørre humor og de skarpe, underfundige replikker.

Der er cirka 300 meter fra Thyborøn Kirke og hen til kirkegården, hvor Johnny Madsen skal i begraves.

De hjemløses venner 

Begravelsen var som Johnny Madsens folkelig, og alle var velkomne lød budskabet fra hans efterladte.

Kæresten gennem 13 år, Rosita Jørgensen, havde frabedt sig blomster og i stedet ønsket, at folk i stedet sendte en skærv til De Hjemløses Venner i Esbjerg.

Ikke alle havde lyttet, så gulvet i Thyborøn Kirke var fyldt med bårebuketter i metervis.

Kisten med Johnny Madsen bliver båret hen til kirkegården, hvor den skal sænkes i jorden.
Powered by Labrador CMS