Johanne Schmidt: Send ikke flygtninge tilbage til Tyskland

Johanne Schmidt-Nielsen. Foto: Simon Læssøe/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen efterlyser, at flygtninge får tryghed, mad og en seng i Danmark.

Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslistens politiske ordfører, opfordrer Danmark til at hjælpe Tyskland med flygtningesituationen.

Meldingen kommer efter, at Tyskland i weekenden åbnede landets grænser for de mange flygtninge, der har været strandet i Ungarn, og efter at flygtninge søndag ankom til Danmark med færge og tog fra Tyskland.

– Først og fremmest er opgaven at sørge for, at de flygtninge, der kommer til Danmark, får den tryghed, den mad, og den seng de har behov her og nu.

– Dernæst mener jeg, at Danmark bør behandle disse menneskers asylansøgninger frem for at forsøge at få dem sendt tilbage til Tyskland, eftersom Tyskland har påtaget sig en meget stor opgave i forhold til at hjælpe de mange mennesker, som er tvunget på flugt.

– Alt dette understreger, at vi i Europa skal finde en fælles og solidarisk fordeling af de flygtninge, der kommer hertil.

– Det er ikke rimeligt eller realistisk, at de lande, som tilfældigvis har de ydre grænser i EU, skal behandle alle asylansøgninger, siger Johanne Schmidt-Nielsen til Ritzau.

Hun er ikke nervøs for, at der de kommende dage kommer endnu flere flygtninge til Danmark.

– Vi er i Danmark ikke ved at knække sammen under flygtningepres. Det er klart, at kommunerne er presset, især i forhold til at skaffe boliger, men selvfølgelig kan Danmark tage sin del af ansvaret. Vi er et af verdens rigeste lande, siger hun.

Flere politikredse i Danmark påbegynder mandag opgaven med at finde ud af, hvad der skal ske med de flygtninge og migranter, der søndag kom til landet med færge og tog.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS