Jobfesten taber pusten

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nye tal fra Danmarks statistiks arbejdskraftundersøgelse viser, at beskæftigelsen er faldet med 7.000 personer fra 1. til 2. kvartal i 2015.

Arbejdsmarkedet har længe været et lyspunkt i dansk økonomi, men nu ser jobfesten ud til at skrue lidt ned for musikken.

»De nyeste tal tyder på, at den positive udvikling er begyndt at flade ud. I samme kvartal har vi desværre også set ret svage tal for både eksport og privatforbrug. Det ændrer dog trods alt ikke ved den overordnede positive retning for dansk økonomi,« siger cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg.

På trods af faldet i år, viser undersøgelsen nemlig også, at beskæftigelsen er steget med 38.000 fra 2. kvartal 2014 til 2. kvartal i år.

Dagens tal er ikke en ensidig indikator på situationen på arbejdsmarkedet. Den spørgeskemabaserede arbejdskraftundersøgelse er en af mange i et hav af statistikker. Ikke desto mindre er tallene de eneste, der dækker hele 2. kvartal

»Vi kan ikke vide, hvilken statistik der giver det mest retvisende billede af den helt aktuelle situation på arbejdsmarkedet, men det er fair at sige, at de nye tal flugter bedre med den udvikling, der har været. Efter vores vurdering er svagheden fra 2. kvartal dog ikke fortsat ind i 3. Vi forventer derfor fornyet økonomisk styrke i i 2. halvår og yderligere fremgang i beskæftigelsen,« siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.

 

Powered by Labrador CMS