Jobcentre: Her er der mangel på arbejdskraft
Der er stor mangel på arbejdskraft i flere faggrupper, lyder vurderingen fra landets jobcentre.
Når virksomheder ønsker at ansætte ingeniører, håndværkere eller IT-folk, kan de risikere at skulle kigge langt efter den eftertragtede arbejdskraft.
Landet over melder jobcentre nemlig, at der er mangel på kandidater til at matche virksomhedernes ønsker, viser en undersøgelse foretaget af KLs nyhedsbrev Momentum.
Over en tredjedel af centrene (36 procent) svarer således, at der er mangel på arbejdskraft inden for flere end tre fagområder, mens de resterende 64 procent beretter om begyndende rekrutteringsproblemer inden for enkelte fagområder.
Undersøgelsen viser også, at der ingen steder er ledig arbejdskraft inden for alle fagområder.
Et af de steder, hvor virksomhedernes sult efter medarbejdere opleves, er på Ballerup Kommunes jobcenter. Her er der mangel på arbejdskraft inden for en stribe brancher, fortæller jobcenterchef Ina Stevenius Ringsdal.
»Vi får flere forespørgsler efter jobkandidater, men på flere områder har vi dem ikke i øjeblikket. Det gælder eksempelvis vores store ingeniørvirksomheder, som har svært ved at rekruttere inden for særlige profiler, og selv om vi har samarbejdsaftaler med hovedstadsområdet om rekruttering af deres ledige akademikere, så kan vi ikke mætte behovet. Men vi oplever det også inden for bygge- og anlægsbranchen og håndværk generelt i forhold til faglærte,« siger hun til Momentum.
Bred vifte af brancher
Samme besked kommer fra Dorthe Hamrum arbejdsmarkedschef i Skive Kommune, hvor virksomheder inden for adskillige brancher savner arbejdskraft.
»Vi har en meget lav ledighed, og det betyder, vi har rekrutteringsvanskeligheder inden for en hel del brancher. Vi har eksempelvis både fået meldinger fra industrien, IT-virksomheder og landbrug, der har vanskeligheder med at rekruttere, ligesom der mangler chauffører og håndværkere. Så det er en bred vifte af brancher,« siger hun til Momentum.
Farligt for dansk økonomi
Men selv om det kan være godt for den enkelte ledige, at virksomhederne flere steder tørster efter at kunne hyre nye medarbejdere, så er det farligt for dansk økonomi, påpeger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jørgen Bang-Petersen.
»Hvis virksomhederne ikke kan få arbejdskraften i Danmark, må de enten rekruttere arbejdskraft fra udlandet eller flytte virksomheden derhen, hvor de kan få de medarbejdere, de har brug for,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Jørgen Bang-Petersen opfordrer derfor Folketinget til at lave flere reformer, der kan øge antallet af mennesker, der kan tage et arbejde.
»Vi skal gøre det nemmere for virksomheder at få de medarbejdere, de har behov for. Det skal tages i opløbet ved at få givet ledige de kurser, der giver kompetencer, som virksomhederne efterspørger,« siger chefkonsulenten.