Jobcentre gør borgerne utrygge

Borgerne bliver nervøse, mener en arbejdsmarkedschef.

Offentliggjort Sidst opdateret

“Jobcentre koster 13 milliarder – men ingen kender effekten”.

“Kritik af nyt jobcenter: Koldt, kynisk og sterilt”.

“Jobcenter kritiseret for at fastholde folk i ledighed”.

Sådan har en del af kritikken lydt af landets jobcentre, som ofte får en hård medfart, når centrenes indsats bliver sat under lup.

Artiklen fortsætter under videoen

Men kritikken er ikke gavnlig, mener arbejdsmarkedschefen i Hillerød Kommune, Stine Hollendsted. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hun mener i særlig grad, kritikken er uberettiget, når den kommer fra politikere, der har lavet de love, jobcentrene skal arbejde efter.

– Det er ikke fair, når de samme mennesker, som har vedtaget nogle nye regler og love, vi skal følge, bagefter går ud og kritiserer os. Vi skal hjælpe alle, og det er som om, at kritikerne ikke kender til alle de opgaver, vi løser hver eneste dag, siger Stine Hollendsted.

Går ud over relation

Det største problem er dog, at kritikken af jobcentrene kan gå ud over relationen mellem jobcentrene og de mennesker, der skal i job.

– Når borgerne kun kan læse om, at vi ikke gør vores arbejde ordentligt, så bliver de nervøse for at komme her. Vi kan ikke leve med, at borgerne er bekymrede og bange, når de skal til møde på jobcentret. Det er ikke gavnligt, siger arbejdsmarkedschefen.

Med forskellige midler – heriblandt en ny telefonlinje – forsøger jobcentret i Hillerød at gøre borgerne mere trygge.

Powered by Labrador CMS