Job: Hver fjerde har oplevet at blive mobbet
Mobning og stress får mange til at mistrives på jobbet, viser en undersøgelse fra HK.
Rundt omkring på de danske arbejdspladser er der tilsyneladende mange, der ikke trives.
I en ny undersøgelse lavet af Epinion for fagforbundet HK på baggrund af knapt 2000 webinterview, svarer hver fjerde, at de er blevet mobbet på en arbejdsplads, mens omkring hver tiende har lagt sig syg på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Daglige henvendelser om stress eller mobning
Hos HK har man i gennemsnit dagligt henvendelser fra medlemmer, som døjer med enten stress eller mobning, siger næstformand Mette Kindberg.
– Det kan være alt fra mobning fra kollegerne, som ignorerer en, eller mobning fra en chef, der aldrig siger godmorgen eller irettesætter en i plenum, siger Mette Kindberg.
Hun tilføjer, at stress for eksempel kan opstå ved for stor en arbejdsbyrde, hvor de ansatte ikke selv har indflydelse på at tilrettelægge arbejdet.
– Vores råd er altid, at man skal gå til sin tillidsrepræsentant. Vi har også mulighed for at komme ud på arbejdspladsen.
– Hvis det er meget grelt, så råder vi til at kontakte egen læge, for eksempelvis ubehandlet stress kan have meget langsigtede konsekvenser, hvis man ikke kommer i gang med behandling, siger Mette Kindberg.
Sygemeldt en eller flere dage
11 procent svarer samtidig i undersøgelsen, at de i det seneste år har været sygemeldt en eller flere dage på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Ifølge arbejdsmiljøforsker Malene Friis Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er tallene genkendelige fra forskningen om emnet generelt.
– Dårligt psykisk arbejdsmiljø øger risikoen for stress og depression, som igen øger risikoen for sygefravær, siger Malene Friis Andersen, som tilføjer, at et dårligt psykisk arbejdsmiljø samtidig fører til hurtigere sygemelding, hvis der opstår problemer:
– Hvis der er et godt psykisk arbejdsmiljø og en stor rummelighed på arbejdspladsen, så er der mange, der formår at passe et arbejde, selvom de for eksempel har en depression.
– Men hvis arbejdspladsen ikke er rummelig, så er der større risiko for sygemelding, siger hun.
Mistrivsel på jobbet
Ifølge Malene Friis Andersen kan dårligt psykisk arbejdsmiljø komme til udtryk gennem manglende støtte eller anerkendelse fra kolleger og ledelse eller en kultur, hvor man ikke kan sige fra eller spørge om hjælp.
Ifølge HK’s undersøgelse svarer 56 procent, at mistrivsel på arbejdspladsen kan skyldes en dårlig chef.
40 procent svarer, at det kan skyldes for stort arbejdspres, mens 38 procent svarer, at mistrivslen kan skyldes, at man ikke har det godt med sine kolleger.
Befolkningsundersøgelsen baserer sig på 1985 webinterviews indsamlet via Epinions Danmarkspanel i perioden 17. til 27. juli 2015.
/ritzau/