Jim Stjerne: Ny DBU-ledelse har indflydelse på Olsens stop

Foto: JENS NOERGAARD LARSEN/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det anstrengte forhold til DBU-ledelsen er skyld i Morten Olsens afgang, mener DBU’s eks-generalsekretær.

Den nuværende ledelse i Dansk Boldspil-Union (DBU) glemte tidligere på året at invitere landstræner Morten Olsen med til Dansk Fodbold Award.

Morten Olsen, der har været landstræner siden 2000, blev heller ikke taget med på råd, da der for nyligt blev ansat en elitechef og en talentudviklingschef i DBU, selvom Morten Olsen i årevis har stået for den såkaldte “røde tråd” i dansk fodbold.

Senest har den igangværende konflikt mellem DBU og spillerne presset Morten Olsen i forhold til de kommende testkampe mod USA og Frankrig senere på måneden.

Alle disse sager har blandt andet været med til, at Morten Olsen har valgt at stoppe som landstræner efter EM 2016.

Det mener Morten Olsens tidligere allierede i DBU Jim Stjerne Hansen, som var DBU’s generalsekretær fra 1988 til 2013.

– Selvfølgelig har det haft en betydning for, at beslutningen kommer nu. Det tror jeg ikke, man kan frasige sig.

– Det frustrerer ham, at der har været så mange bump på vejen, senest med den igangværende konflikt, siger Jim Stjerne Hansen.

Han har selv forhandlet kontrakter med Morten Olsen, da de begge var i DBU.

Normalt er det først senere på året – oftest i november – at DBU og Morten Olsen melder noget ud om, hvorvidt han fortsætter som landstræner eller ej.

I dag sagde Olsen stop

Tirsdag offentliggjorde Morten Olsen selv sit stop, og den besked fik DBU-formand Jesper Møller kun kort tid før annonceringen.

Det ville aldrig være sket under Jim Stjerne Hansens ledelse.

Den tidligere DBU-boss mener, at det er åbenlyst, at Morten Olsen trivedes bedre med den tidligere DBU-ledelse – bestående af formand Allan Hansen og Jim Stjerne Hansen selv – end den nuværende.

Den består foruden formand Jesper Møller af direktør Claus Bretton-Meyer.

– Hvor I medier sagde, at jeg gjorde, som Morten sagde, så har han nu en chef, som i hvert fald ikke har gjort det, siger Jim Stjerne Hansen med henvisning til Claus Bretton-Meyer.

– Vores samarbejde var tillidsfuldt og loyalt, og jeg tror, at Morten satte pris på det, fordi vi også kunne tale fodbold sammen.

– Det har han ikke kunnet med sin nye chef, siger Jim Stjerne Hansen.

Jim Stjerne: Olsen ombestemmer sig ikke igen

Morten Olsen har tidligere annonceret sit stop – i 2010 – og efterfølgende fortrudt, efter at kvalifikationen til EM 2012 var i hus, og fordi Jim Stjerne Hansen og spillerne bad ham om at ombestemme sig.

Det sker næppe igen, vurderer Jim Stjerne Hansen.

– Dengang var der mange, som bad ham om at revidere. Denne gang skal der ske noget drastisk.

– Dette er sket efter moden overvejelse. Og hvis Morten vil nå at prøve noget andet, så er det ved at være sidste kald for ham rent aldersmæssigt, siger Jim Stjerne Hansen med henvisning til landstrænerens 65 år.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS