Jesper Binzer bekræfter skilsmisse
D-A-D-forsangeren Jesper Binzer fortæller til Ekstra Bladet, at han er blevet skilt og har fået en ny kæreste
Kærligheden er brændt ud mellem rockmusiker Jesper Binzer og hans partner gennem mere end to årtier, zoneterapeut Louise Giese.
Det bekræfter D-A-D-forsangeren i et interview med Ekstra Bladet i forbindelse med bandets nye album, "Speed of Darkness", der udkommer fredag.
- Flammen, der altid har været der, slukkede. Det var stålgråt. Blomsterne var væk. Jeg har for meget ild i røven til et 24 år gammelt parforhold.
Det siger Jesper Binzer til mediet.
Gift i 14 år
Jesper Binzer og Louise Giese var gift i 14 ud af de 24 år og har tilsammen tre børn.
Til Ekstra Bladet fortæller Binzer, at parret har solgt deres fælles hus på Amager, og at han i øjeblikket er ved at finde sig til rette i en ny lejlighed.
Han afslører også, at han har fundet sig en ny kæreste, nemlig kunstneren Anika Lori. Et forhold, som 59-årige Binzer kalder for "spændende og dejligt", men:
- Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at få styr på mig selv, før jeg indgår helhjertet i det, siger han altså til Ekstra Bladet.
Kunsten er vigtigere end kærligheden
Jesper Binzer siger videre i interviewet, at han er nået til den erkendelse, at kunsten er vigtigere for ham end kærligheden, og at D-A-D er hans livs store kærlighed.
Med skilsmissen er det Jesper Binzers andet ægteskab, der går i stykker.
Han har tidligere dannet par med jazzsangerinden Mikhala Wolsgaard-Iversen, som han blev skilt fra i 1999.