Jeppe Kofod undskylder sex med 15-årig

Det skete i 2008.

Udenrigsminister Jeppe Kofod undskylder for at have haft sex med en mindreårig i 2008. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) undskylder nu, at han i 2008 havde sex med en mindreårig pige fra partiets ungdomsparti, DSU.

Det siger han i et interview med TV2.

– Det er en sag, jeg har fortrudt så mange gange. Jeg fortrød den dengang og tog det fulde ansvar.

– Jeg ved godt, det ikke er nok at undskylde. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave det om. Det eneste, jeg kan gøre, er at angre, siger han.

Overblik over sagen

I påsken 2008 havde daværende folketingsmedlem og udenrigsordfører for Socialdemokratiet Jeppe Kofod sex med en 15-årige pige til en politisk ungdomsfest.

Efter episoden tog Kofod det fulde ansvar og gav en offentlig undskyldning.

Historien er blevet aktuel igen, efter at tv-værten Sofie Linde i forbindelse med årets Zulu Comedy Galla delte sine oplevelser fra mediebranchen om sexchikane.

Torsdag undskylder Jeppe Kofod igen i et interview med TV2.

* Dengang i 2008 var Kofod 34 år. Pigen var medlem af partiets ungdomsparti, DSU. Kofod var oplægsholder til et DSU-arrangement i Esbjerg, da episoden fandt sted.

* Da sagen blev kendt i offentligheden, valgte Kofod at trække sig fra alle sine udvalgsposter og sin post som udenrigsordfører.

– Jeg var gæsteoplægsholder fredag på et påskekursus træf i DSU, og om aftenen ved en fest udviste jeg manglende dømmekraft ved at have et moralsk upassende forhold til en 15-årig pige.

– Ingen andre end mig er ansvarlig for episoden, som jeg bitterligt fortryder. Jeg har undskyldt overfor alle involverede parter og er personligt dybt berørt af sagen, sagde Jeppe Kofod i en pressemeddelelse.

* Daværende gruppeformand for Socialdemokratiet Carsten Hansen udtalte om sagen:

– Jeppe Kofods opførsel på Esbjerg Højskole var helt utilgivelig, og vi tager fuldstændig afstand fra hans handling. Jeg har forstået, at Jeppe Kofod nu er sygemeldt. Det er rigtigt af ham nu nøje at overveje sin politiske fremtid.

* Pigen var over den seksuelle lavalder, så der var intet ulovligt i sagen.

* I august 2020 får sagen fornyet opmærksomhed, efter at tv-vært Sofie Linde sætter fokus på sexisme i mediebranchen, og det udvikler sig til en generel protest mod sexisme i Danmark.

* De Radikales ligestillingsordfører, Samira Nawa, siger 10. september til B.T., at hendes parti ikke ville have givet Kofod en ministerpost. Kofod blev udpeget til udenrigsminister efter folketingsvalget i 2019.

* Alternativet melder sig på banen 14. september med budskabet om, at partiet heller ikke ville have udnævnt Kofod som udenrigsminister.

* Statsminister Mette Frederiksen frede tirsdag Jeppe Kofod i sagen. Hun sagde, at hun “har tillid til de ministre, der er udpeget i Danmark”, og at Jeppe Kofod for mange år siden har undskyldt og beklaget sagen.

* 17. september siger Jeppe Kofod igen undskyld, at han angrer sagen, og at det aldrig skulle være sket. Men han har tænkt sig at blive som minister.

Kilder: Ekstra Bladet, Berlingske, B.T., TV2

Powered by Labrador CMS