Jensens Bøfhus kræver retten til navnet Jensen
261.432 mennesker hedder Jensen i Danmark.
Men bare fordi, man kan have det stående på dåbsattesten, betyder det ikke nødvendigvis, man kan overføre det til sin virksomhed. I hvert fald ikke uden at risikere at ende i retten. Det har Jacob Jensen måttet sande.
Torsdag mødtes han i Højesteret med ejeren af Jensens Bøfhus, Palle Skov Jensen, i en varemærkesag om, hvorvidt anvendelsen af navnet »Jensen« på Jacob Jensens firma, Jensens Fiskerestaurant, er en krænkelse af Jensens Bøfhus’ rettigheder.
Sidste år tabte Jensens Bøfhus sagen i Sø- og Handelsretten, men nu har restaurationskæden taget skridtet videre til en højere instans.
»Vi ønsker naturligvis at værne om vores brand og vores navn, som vi i mere end 20 år har brugt mange millioner kroner på at markedsføre. Vi mener ikke, at andre restauranter bør kunne trække på den goodwill, som vi har opbygget,« har pressechef i Jensens Bøfhus, Jens Arnborg Lund, tidligere udtalt i sagen.
Jacob Jensen er positivt efter han sidste år vandt sagen i Sø- og Handelsretten.
»Koncepterne er jo vidt forskellige, og jeg har ikke den store tvivl om udfaldet. Der er jo masser af andre virksomheder i Danmark med navnet Jensen, der er relateret til mad,« siger han.
Fordi koncepterne ikke er ens, mener Jacob Jensen ikke, han har gjort noget forkert.
»Havde jeg lavet en restaurant med kød og bøffer og kaldt den »Jensens Steakhouse,« jamen okay så lukrerede man temmelig sikkert navnet. Men det her er jo en fiskerestaurant, hvilket indikerer, at det er fisk og ikke bøf. Det holder jeg stadigvæk fast i,« siger han.
Netop den pointe gjorde efter alt at dømme udfaldet i Sø- og Handelsretten sidste gang, sagen kom for retten.
Det vurderer Klaus Ewald Madsen, der er advokat og partner i advokatfirmaet Bech-Bruun.
»Ordet fiskerestaurant har retten åbenbart vurderet er en anden form for restaurationstype koncentreret om fisk frem for kød,« siger han.
Det væsentlige i sagen er vurderingen af, i hvor høj grad forbrugerne forbinder navnet »Jensen« med Jensens Bøfhus, understreger han.
»Retten vurderede sidste gang, at det kan godt være, Jensens Bøfhus’ navn er blevet indarbejdet i folks bevidsthed, men dog ikke så meget at det kan forhindre andre i at drive fiskerestaurant under samme navn. Vurderingen om, hvor meget indarbejdelse, der skal til, er ikke altid let, men jo mere indarbejdet, navnet er, jo bredere bliver ens beskyttelse,« siger han.
Hvis man hedder Jensen, må man generelt gerne bruge sit efternavn til den virksomhed, man driver. Det har Jacob Jensen gjort siden 2001.
»Ham, der driver Jensens Fiskerestaurant, hedder jo selv Jensen til efternavn. Det vil sige, at han som sådan har ret til at bruge sit eget navn, for det fremgår direkte af varemærkeloven,« siger Klaus Ewald Madsen.
I retssalen torsdag handler det derfor om, hvorvidt Jensens Bøfhus er blevet så kendt, så folk vil tro, Jensens Fiskerestaurant har en relation til kæden, og det derfor vil være rimeligt at give Jensens Bøfhus den beskyttelse, vurderer han.
Jensens Bøfhus har tidligere accepteret, at en pølsevogn bærer navnet »Jensens Pølse- og Bøfhus.«