Jens Rohde bliver TV-vært
Europaparlamentarikerne Niels Fuglsang (S) og Nikolaj Villumsen (EL) er de første gæster i Rohdes program
Tidligere folketingspolitiker Jens Rohde bliver vært på tv-stationen dk4.
Det skriver netmediet Altinget, som har modtaget en pressemeddelelse fra dk4.
Rohde bliver vært for programmet "EU-debatten". Programmet, som handler om "aktuelle EU-temaer", sendes første gang mandag klokken 23.05.
Niels Fuglsang (S) og Nikolaj Villumsen (EL), som begge sidder i EU-Parlamentet, er de første gæster i Rohdes program.
Rohde har over flere omgange siddet i Folketinget. Her har han repræsenteret både Venstre, De Radikale og Kristendemokraterne. Han har også siddet i EU-Parlamentet fra 2009-2019.
Han udelukker det
Rohde udelukker, at han nogensinde skal i Folketinget igen eller skal være borgmesterkandidat i Viborg.
- Måske kunne jeg engang overveje noget europapolitik, men slet ikke nu, sagde Rohde til Viborg Folkeblad i sidste måned.