Jens Okkings datter scorer rolle til Disney-figur
Hun er vært på DR Ramasjang. Nu lægger hun stemme til en bærende karakter i en ny Disney-serie.
Vært på DR Ramasjang og datter af skuespiller Jens Okking, Silja Okking, har scoret en stor rolle i en Disney-tegnefilm.
Det skriver Kendte.dk.
33-årige Silja Okking lægger nemlig stemme til Disney-figuren Rapunzel i den nye serie “To på flugt”:
– Jeg blev kaldt til casting, hvor jeg gav et bud på nogle scener og noget sang. Det blev sendt over til Disney. Og så var jeg så heldig, at det blev mig, fortæller Silja Okking til Kendte.dk.
Første rolle i bærende karakter
Hun har tidligere lagt stemme til nogle tegnefilm:
– Men det er første gang, jeg har en så bærende karakter, forklarer Silja Okking.
– Det er første gang jeg har en så piget stemme. Jeg synes jeg har en mørk talestemme. Så det var jeg lidt nervøs over, men det gik åbenbart hjem alligevel, siger Silja Okking.
Hvorfor sagde du ja til at lægge stemme til Rapunzel?
– Til castingen havde jeg sagt det nok ikke var mig. Men det var måske meget godt at komme ind og prøve det – og give det et skud. Jeg er vokset op med at se mange Disney-film. Jeg tror det er sådan en “lille-pige”-drøm, at lægge stemme til en prinsesse, forklarer Silja Okking.
Det har også været en stor udfordring:
– Især hvis man ikke er uddannet skuespiller. Jeg er sangerinde og har det musikalske på min side. Det kræver meget spillemæsigt, fordi man ikke kan bruge sin krop. På Ramasjang er jeg jo vant til, at folk kan se mig imens jeg snakker og agerer. Så jeg synes det er svært, at udtrykke sig kun med stemmen, fortæller Silja Okking.
Hvordan har det været at lægge stemme til Rapunzel?
– Det har været svært. At synge var nok den “lette” del, da jeg er vant til at synge. Men at lave replikkerne har været svært. Du sidder og kigger på en skærm, hvor der er en tidskode, så det kommer til at passe med tiden. Du ser selve figuren på skærmen foran dig. Der er en instruktør, der snakker til dig og du har originalen i øret samtidigt. Det er mange ting at holde styr på, siger Silja Okking til Kendte.dk.
Vil du lægge stemme til flere tegnefilm?
– Ja helt klart. Jeg synes det bedste i hele verden er, at formidle historier. Det er en ret sjov måde, at gøre det på – kun med stemmen.
Premiere indledes med film
”To På Flugt”-serien, der er baseret på Disneys store biografsucces om Rapunzel, indledes med en 55 minutter lang film ”To På Flugt: Flere hårrejsende eventyr”, som har premiere lørdag den 30. september klokken 08.
Den efterfølgende lørdag den 7. oktober klokken 08 får tv-serien premiere.
Udover Silja Okking lægger flere kendte personer stemmer til serien. Det er blandt andet Alexandre Willaume, Szhirley, Annette Støvelbæk og Stig Rossen.