Jens og Mads lukker og slukker
Marskandiser-parret har solgt Lykkegaard i Tversted. Nu lukker deres skønne butik
En epoke lakker mod enden for marskandiser-parret Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen, der er blevet kendt i hele Danmark via DR-programmerne 'Skattejægerne' og 'Antikduellen'.
Parret har solgt deres ejendom, Lykkegaard, ved den nordjyske by Tversted, og i den forbindelse har de valgt at lukke deres marskandiserbutik, der har til huse på gården.
Sidste åbningsdag er den 23. oktober.
Bliver i området
- Men vi bliver i Tversted. Det er et skønt område, og her vi har alle vores venner og familie. Faktisk er vi for længst flyttet ind et skønt, gammelt hus noget tættere på vandet, forklarer Jens Guldsmed-Thomsen til Newsbreak.dk.
Lige nu har de forrygende travlt med at afvikle ophørsudsalg.
- På grund af efterårsferien er der som altid masser af turister i området, og rigtig mange lægger vejen forbi os. Både for at handle og for at sige farvel til os, siger Jens Guldsmed-Thomsen.
Fortsætter med foredrag
Han fortæller også, at han og Mads agter at fortsætte med deres foredragsvirksomhed, hvor de blandt andet beretter om deres medvirken i de populære tv-programmer.
- Jeg bliver også ved med at undervise personale i genbrugsbutikker omkring ting som butiksindretning, prissætning og alt det andet, der hører til at drive den slags forretning, siger Jens Guldsmed-Thomsen.
Parret overtog Lykkegaard tilbage i 2001, og begyndte forberedelserne til butikken året efter.
Tidligere har de også drevet en 'Bed and Breakfast' i stuehuset.