-Jeg vil ikke være dronning
Prins Charles' hustru, hertuginde Camilla, fylder 74 år. Parret blev kædet sammen allerede i 1970'erne, men der gik adskillige år, inden de fik hinanden
Det er 16 år siden, at hertuginde Camilla officielt blev indlemmet i det britiske kongehus, da hun blev gift med Storbritanniens tronarving, prins Charles.
Men de to blev allerede kædet sammen tilbage i 1970'erne - og også mens de begge var i deres første ægteskaber.
I dag, lørdag, fylder den kontroversielle hertuginde 74 år.
Borgerlige forældre
Hertuginde Camilla kom til verden i 1947 som barn af borgerlige forældre og fik navnet Camilla Rosemary Shand.
Hun færdedes i de samme kredse som prins Charles og mødte ham til en poloturnering i begyndelsen af 70'erne.
Der har været mange slibrige forlydender om deres relation. Men der gik flere årtier, før de stod officielt frem sammen.
Den royale romance er også blevet skildret i Netflix-serien "The Crown" og beretter om ulykkelig kærlighed for parret, der ikke måtte få hinanden.
Angiveligt fordi hun var borgerlig uden fine forældre, og han skulle have det rette parti, der passede til tronen.
Fik to sønner
I mellemtiden var hertuginde Camilla gift med officeren Andrew Parker Bowles, som hun fik to - i dag voksne - børn med. Og prins Charles giftede sig med prinsesse Diana og fik sønnerne prins William og prins Harry.
I 1996 kunne deres ægteskab ikke mere. Parret blev skilt i 1996 under stor mediebevågenhed, og prinsesse Diana sagde efterfølgende i et opsigtsvækkende interview, at der havde været tre personer i deres ægteskab.
Året efter omkom prinsesse Diana i en bilulykke i Paris med paparazzofotografer efter sig.
Ventede tre år
Der gik tre år, før prins Charles og hertuginde Camilla viste sig officielt sammen.
Da prins Charles og hertuginde Camilla stod frem som par, oplevede de at blive konstant overvåget. Og det blev især hun meget mærket af, lød det i et interview ifølge Daily Mail i maj 2017.
- Det var forfærdeligt. Det var en dybt ubehagelig tid, og jeg ønsker ikke, at min værste fjende skal gå igennem det, sagde hun.
Parrets forlovelse blev annonceret i 2005, og senere samme år blev de gift ved en borgerlig ceremoni i Windsor Guildhall.
Vil ikke være dronning
Selv om hertuginde Camilla giftede sig med Storbritanniens tronarving, afviste hun at skulle være dronning en dag.
Og det blev atter bekræftet for nogle år siden.
- Intentionen er, at hertuginden vil blive kendt som prinsessekonsort, når prinsen overtager tronen. Det blev annonceret omkring brylluppet, og det er absolut ikke blevet ændret siden, sagde en talsperson for det royale par til The Times.
Ligeledes bærer hun ikke titlen prinsesse af Wales, som prinsesse Diana gjorde, men derimod titlen hertuginde af Cornwall.
Prins Charles og hertuginde Camilla bor til daglig i Clarence House, der ligger i hjertet af London.