-Jeg tvivler stadig på mig selv
Stortalentet Josephine Park har med kometfart indtaget dansk film og tv. Men nervøsiteten kan stadig nage den prisvindende skuespillerinde lidt
Josephine Park har med kometfart indtaget dansk film og tv.
Alene denne sommer kan den 35-årige skuespillerinde snart ses i gyseren "Natten har øjne", og så er hun netop nu aktuel i den nye danske Netflix-serie "Skruk".
- Jeg synes, jeg får lov til at lave mange forskellige ting, og det er jeg virkelig taknemlig for, siger Josephine Park og fortsætter:
- Min største største skræk i livet arbejdsmæssigt er at blive låst fast. Jeg vil så gerne åbne mig, og det føler jeg, jeg har fået mange muligheder for.
Uddannet i 2014
Josephine Park blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 2014.
Allerede året inden hun dimitterede, fik hun en større rolle i det anmelderroste DR-drama "Arvingerne" over for flere af dansk tv og films sværvægtere som Jesper Christensen, Mikkel Boe Følsgaard og Trine Dyrholm.
Siden kom en lang række teaterforestillinger, inden Josephine Park landede en af de bærende roller i ungdomsserien "Doggystyle". En præstation, som hun to gange er blevet prisbelønnet for til Robert-uddelingen.
Så sent som i februar gik skuespillerinden på podiet for at modtage karrierens tredje statuette - denne for sin præstation i komediedramaet "Venuseffekten".
Mærker stadig nervøsiteten
Selv om Josephine Park har gjort kometkarriere, mærker hun stadig nervøsiteten titte frem.
- Jeg har fået en ballast, jo mere jeg lærer både film- og tv-mediet at kende. Jeg føler mig lidt mere bekvem i processen.
- Men jeg har stadigvæk en kæmpe tvivl på mig selv og det, jeg laver, fordi det betyder meget for mig, siger den prisvindende skuespillerinde.
På den anden side er det samtidig en måde at blive holdt til ilden på, fortæller hun videre.
- Jeg har lært min tvivl bedre at kende, og jeg har lært min nervøsitet bedre at kende, så jeg synes bedre, jeg kan håndtere det, siger Josephine Park.
- Det hjælper mig at være helt vildt velforberedt og gøre alt det, jeg selv kan. Men jeg føler mig ikke som en verdensmester. Heldigt nok synes jeg altid, jeg er mest nervøs op til optagelserne. Når vi er i gang, er alt fokus på arbejdet.
220 millioner mennesker
"Skruk" er skabt sammen med Netflix, og tæller man alle klodens brugere tilsammen, kan Josephine Parks præstation potentielt nå ud til mere end 220 millioner mennesker.
Den tanke kom først bagefter. For da kameraerne rullede, var der fuld fokus på at fortælle historien sammen med kollegerne - Simon Sears, Olivia Joof Lewerissa, Charlotte Munck, Mikael Birkkjær og Thomas Levin for at nævne et udpluk af rollelisten.
- Jeg kan virkelig godt lide at lave film og tv, for der er et stort fællesskab i det. På den måde bliver man til én organisme, og den følelse kan jeg vildt godt lide, siger Josephine Park.
- Man indser, at det handler meget mindre om en selv, og det er på en måde også en fralæggelse af ego og en vis portion selvoptagethed.
Alle afsnit af "Skruk" kan ses på Netflix.