-Jeg stoler ikke på Mette F.

Der er kras kritik af Mette Frederiksen efter et timelangt pressemøde om centrale spørgsmål i minksagen

Der er fortsat en række ubesvarede spørgsmål efter onsdag aftens pressemøde med statsminister Mette Frederiksen, mener Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen
Der er fortsat en række ubesvarede spørgsmål efter onsdag aftens pressemøde med statsminister Mette Frederiksen, mener Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen
Offentliggjort Sidst opdateret

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen er utilfreds med de svar, som statsminister Mette Frederiksen (S) kom med onsdag aften i minksagen, hvor der er blevet slettet sms'er.

Millioner af mink blev beordret aflivet i efteråret 2020, men det viste sig kort efter, at der ikke var lovgrundlag for det.

- Det, jeg siger nu, er ret vildt: Jeg stoler ikke på Danmarks statsminister.

- Det er muligt, hun ikke var klar over, at der ikke var lovhjemmel til at nedlægge minkerhvervet. Men hun vidste godt, at der ikke var en klar anbefaling fra sundhedsmyndighederne om at nedlægge erhvervet, siger Ellemann til TV2.

Der er nedsat en kommission for at undersøge sagen om lovgrundlag. Den har bedt om indsigt i statsministerens og de øverste embedsmænds sms'er, men fire personer i Statsministeriet har slettet sms'erne.

Svarede ikke på spørgsmål

På pressemødet kunne Mette Frederiksen ikke oplyse præcis, hvornår den automatiske sletning af sms'er efter 30 dage blev aktiveret på hendes og andres telefon.

- Jeg står tilbage med indtrykket af en statsminister, som ikke helt kan svare på spørgsmålet om, hvornår hun har slået den her slettefunktion til. Jeg synes egentlig, det stinker, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Det er Statsministeriets formodning, at det skete senest i sommeren 2020 for statsministerens vedkommende. Det var hendes departementschef, der rådede hende til det af sikkerhedshensyn.

- Jeg kan godt forstå, at det kan se mærkeligt ud. Men jeg vil gerne gøre det fuldstændig klart, at vi har ikke noget ønske om at slette noget. Jeg står på mål for det, vi har gjort, sagde Mette Frederiksen onsdag aften.

SMS-skandalen

Det er kommet frem, at Mette Frederiksen og hendes nærmeste medarbejdere i Statsministeriet - departementschef Barbara Bertelsen, særlig rådgiver Martin Justesen og topembedsmand Pelle Pape - har slået automatisk sletning til på deres telefoner. 

Det betyder, at granskningskommissionen - bedre kendt som Minkkommissionen - ikke har adgang til sms-beskeder, som er sendt internt mellem parterne i Statsministeriet.

Derfor betegnes sagen om den automatiske sletning som en skandale.

Justitsministeriet har bedt politiets IT-eksperter om hjælp med at genskabe de slettede sms'er.

Powered by Labrador CMS