-Jeg har lyst til at trylle

Den historisk brede midterregering har endnu ikke begejstret vælgerne, men de må være tålmodige

Offentliggjort Sidst opdateret

Politisk leder Lars Løkke Rasmussen (M) forstår godt, hvis vælgerne er utålmodige med flertalsregeringen, som lørdag har siddet i 100 dage efter folketingsvalget i november 2022.

Den historisk brede midterregering har endnu ikke begejstret vælgerne ifølge en meningsmåling fra Voxmeter. Men de må være tålmodige, siger Løkke lørdag i sin årstale på Moderaternes første ordinære landsmøde.

- Det er ikke, fordi jeg ikke forstår utålmodigheden, det gør jeg. Jeg kan også selv blive utålmodig. Jeg kan på nogen dage også have lyst til at trylle alting om på et splitsekund.

- Men det er ikke derfor, Moderaterne er her. Vi er her for at tage tempo ud af politik og for at sikre, at løsningerne virker i den virkelige virkelighed, siger han i fra talerstolen i DGI-Huset i Vejle.

Ikke engang et år

På årsmødet er der samlet 455 stemmeberettigede i Moderaterne, som endnu ikke er fyldt et år, men allerede har sat sig på dansk politik.

I april 2021 annoncerede Lars Løkke Rasmussen, at der ville blive stiftet et nyt politisk parti, og siden er det gået stærkt. For otte måneder siden holdt partiet sit stiftende årsmøde, og lørdag holdes det ordinære.

Partiet fik over ni procent af stemmerne ved folketingsvalget i november 2022 og er stormet ind i Folketinget med 16 mandater og fem ministerposter, selv om det er et nyt parti.

Moderaterne afholder det første ordinære årsmøde i DGI Huset i Vejle lørdag.
Moderaterne afholder det første ordinære årsmøde i DGI Huset i Vejle lørdag.

3.500 medlemmer

Siden det stiftende årsmøde i juni 2022 er partiet gået fra 2300 medlemmer til knap 3500, hvilket efterlader noget vej op til de traditionelle magtpartier, som partiet sidder i regering med.

- De to andre partier i regeringen har i egnen af 300 år på bagen, vi har ikke engang otte måneder, siger Løkke, der sidder som udenrigsminister i regeringen.

Lars Løkke Rasmussen

* Navn: Lars Løkke Rasmussen.

* Født 15. maj 1964 i Vejle.

* Søn af: Jeppe og Lise Løkke Rasmussen.

* Uddannelse:

Samfundsfaglig-matematisk student fra Helsinge Gymnasium 1983.

Cand.jur. fra Københavns Universitet 1992.

* Erhvervskarriere:

Selvstændig konsulentvirksomhed 1990-1995.

* Politisk karriere:

Formand for Venstres Ungdom (VU) 1986-1989.

Medlem af byrådet i Græsted-Gilleleje Kommune 1986-1997.

Medlem af Folketinget siden 1994.

Amtsborgmester i Frederiksborg Amt 1998-2001.

Næstformand for Venstre 1998-2009.

Indenrigs- og sundhedsminister 2001-2007.

Finansminister 2007-2009.

Formand for Venstre 2009-2019.

Statsminister 2009-2011 og igen fra 2015-2019.

Bestyrelsesformand for Global Green Growth Institute, GGGI, maj 2012 – efteråret 2014.

Bestyrelsesformand for Løkkefonden.

Forlod Venstre i januar 2021 og blev løsgænger i Folketinget.

2021 partiet Moderaterne.

Siden december 2002 Udenrigsminister

* Privat:

Gift med Sólrun Løkke Jákupsdóttir.

Far til tre børn.

Kilde: Ritzau, Folketinget
Powered by Labrador CMS