- Jeg får lyst til at løbe skrigende væk
Dj Nicholas Kawamura er vant til at optræde foran mange mennesker. Men i træningslokalet kan tvivlen på sig selv opstå hos den 42-årige nydanser
Selv om TV 2's uhyre populære underholdningsprogram "Vild med dans" år efter år byder på en masse glæde og grin for deltagerne, er der også plads til tvivl og frustration.
Det fortæller nydanseren Nicholas Kawamura, som er dj, hvis dansepartner er den professionelle danser Karina Frimodt.
- Jeg tror ikke nødvendigvis, at det, at der sidder en sal og kigger på mig, vil gøre mig nervøs, siger Nicholas Kawamura.
Som den ene halvdel af gruppen "Lågsus", som oprindeligt var et radioprogram på P3, er Nicholas Kawamura vant til at skulle præstere foran et hav af mennesker sammen med sin makker, dj og radiovært Pelle Peter Jencel.
Til gengæld kan der i danselokalet opstå en tvivl hos den 42-årige nydanser.
Kan være udfordrende
- Jeg får lyst til at løbe skrigende væk, når jeg møder sådan en udfordring, som det er, når Karina siger: "Det, du skal gøre, er sådan", siger han og fortsætter:
- Så skal jeg gøre det, og så vælter jeg rundt. Og så har jeg bare lyst til at sige: "Det her går aldrig, vi ses". Det gør jeg selvfølgelig ikke. Men det er den kæmpe udfordring, og det er det, der er så fedt at få lov til at prøve.
I "Vild med dans" skal Nicholas Kawamura tage ved lære af 43-årige Karina Frimodt.
Hun fortæller, at det kan være udfordrende at skulle starte forfra efter at have fået nok stemmer om fredagen til at kunne stå på det berømte dansegulv ugen efter.
Også en ven
- Det kan godt være lidt hårdt - især for nydansere - at acceptere, at man lige har været på gulvet og stået med en dans, der måske gik sindssygt godt, og så ryger man bare ned igen og skal starte forfra. Det er en hård rutsjebanetur.
- Men når det så lykkes igen om fredagen, ved du: "Okay, jeg skulle bare igennem de møgdage, der lå til at starte med, før det bliver optur", siger Karina Frimodt, der for 12. gang tager en kendt nydanser under sine vinger.
I partnerskabet med dj'en er hun ud over at være dansetræner også en ven.
Sendes klokken 20
- Det er ret vigtigt for mig, at vi har det godt sammen i træningslokalet.
- Jeg synes, at det er sjovt at finde frem til, hvordan jeg kan gøre Nicholas bedst i lige præcis det trin. Og man kan ikke sige det samme hver gang. Det er noget forskelligt hvert år, siger hun.
"Vild med dans" sendes om fredagen klokken 20 på TV 2. Programmet kan også streames på TV 2 Play.