-Jeg er blevet moden nok
Musiker Simon Kvamm ville være gammel nok, før han var klar til at blive dommer i "X Factor". Det handler om stjerner på skuldrene, siger han
Simon Kvamm er dommer i sin tredje sæson af "X Factor". Han skulle nemlig runde en særlig alder, før han var klar til sætte sig bag dommerpulten.
Var han blevet spurgt for 20 år siden, havde svaret været nej, lyder det fra X Factor-dommeren.
- Jeg ville ikke have nok værktøjer i værktøjskassen, og jeg ville ikke føle en berettigelse over at sige til andre voksne mennesker, hvordan de skulle være, siger Simon Kvamm, der fylder 50 til februar, og fortsætter:
En autorietet
- Det kræver en form for autoritet. Den har jeg det fint med at have, men noget af det handler om at have erfaring og at have nået en vis alder, modning og anciennitet.
Han tager jobbet som dommer seriøst og tænker meget over, hvordan han for eksempel giver kritik til deltagerne.
- Jeg vil ikke have, at nogen går hjem med en følelse af at være et dårligt menneske, siger han.
Noget helt særligt
Simon Kvamm ser "X Factor" som en arena, hvor han sammen med sine deltagere kan bygge noget helt særligt på de tre måneder, som programmet varer.
- Jeg skubber til deltagerne, men jeg vil ikke skubbe for hårdt. Programmet kan have indflydelse på resten af deres liv. Det er med at være sig det ansvar bevidst.
I de sidste to sæsoner har han for eksempel opereret ud fra dogmet, at hans deltagere kun skal synge på dansk.
Skal overlade rattet
- På den måde kræver det også af mine deltagere, at de overlader rattet til mig og mit hold, siger Simon Kvamm og forklarer, hvordan han skaber en avatar, en form for rolle, som han former til sine deltagere.
Det med roller er ikke en fremmed størrelse for Simon Kvamm, der fik stor succes med karaktererne i satireprogrammet "Drengene fra Angora".
Musikalsk huskes han særligt som frontpersonen i det danske band Nephew, der blev opløst i 2019.
Ramt af medvind
I nyere tid har han også markeret sig i duoen De Eneste To med musiker Peter Sommer og i rockgruppen Hugorm, der spillede i Royal Arena i november.
Også i "X Factor" har Simon Kvamm været ramt af medvind, efter at han har gjort rent bord med to sejre i underholdningsprogrammet.
Først vandt han publikums gunst med gruppen Rosél på sejrsskamlen i sin første sæson i 2023. Sidste år var det hans deltager Helene Frank, der blev kåret som vinder af sangkonkurrencen.
Altid populær
I "X Factor" sætter han sig selvsikkert i dommerstolen ved siden af programmets grand old man, Thomas Blachman, og multikunstner Nanna Øland Fabricius, der også går under navnet Oh Land.
Adspurgt, om de mange meritter har betydet, at populariteten har fulgt ham i hele livet, svarer den 49-årige dommer, at han ikke altid har følt sig som en populær fyr, men at han i "X Factor" kan hvile i sine mange års erfaring.
Erfaring og alder
- Jeg tror, at noget i min egen årsag til at turde stå fast og gå til "X Factor" på handler om at have en vis erfaring og en vis alder, siger han.
Hvordan det går Simon Kvamm i hans tredje sæson som dommer, kan man følge med i hver fredag på TV 2 og på TV 2 Play.