-Jeg blev også krænket
Katrine Robsøe (R) blev krænket af Morten Østergaard (R), da hun var studentermedhjælper i partiet i 2015.
Det er ikke kun Lotte Rod fra De Radikale, som er stået frem med navn og sagt, at hun er blevet krænket af Morten Østergaard.
Også partifællen Katrine Robsøe har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra den daværende politiske leder af De Radikale. Det skriver hun mandag aften på Facebook.
– Det er med tårer i øjnene, at jeg desværre føler mig tvunget til at lave dette opslag.
– Jeg er en af de tre kvinder, Morten Østergaard i fredags stod frem og indrømmede, at han har krænket, skriver hun.
Det skete i efteråret 2015, da Katrine Robsøe var studentermedhjælper i partiets sekretariat. Klagen indgav hun sommeren året efter.
Morten Østergaard trådte i sidste uge tilbage som politisk leder for De Radikale, og i forbindelse med sin aftrædelse fortalte han, at han havde krænket Lotte Rod.
Det var sket omkring ti år forinden, hvor han havde lagt en hånd på hendes lår. Men berøringen var uønsket, og hun fjernede hans hånd.
Han har siden undskyldt for det, og Lotte Rod har tilgivet ham.
Flere kvinder blev krænket
Morten Østergaard – og flere i partiet – har gjort det tydeligt, at han ikke gik af som leder på grund af berøringen. Det var derimod hans håndtering af sagen, som endte med at koste ham posten.
To dage efter sin afgang skrev Morten Østergaard et opslag på Facebook, hvor han oplyste, at yderligere tre kvinder havde følt sig krænket af ham.
En redegørelse fra partiet mandag viser, at de tre episoder fandt sted i 2015, 2016 og 2017, og at Morten Østergaard fik en påtale for dem.
Informerede ledelsen
Katrine Robsøe er en af de kvinder.
Hun informerede ledelsen i De Radikales sekretariat året efter, og hun ville ikke have, at andre end sekretariatet og Morten Østergaard fik kendskab til sagen.
– Det er efter mit helt klare ønske, at ingen andre har haft viden om sagen, skriver Katrine Robsøe i sit opslag på Facebook.
Det blev løst mellem Morten Østergaard og Katrine Robsøe.
– Morten og jeg kom videre. Vi har haft et godt samarbejde, og han har også for mig været en god politisk sparringspartner, skriver Katrine Robsøe.
I galleriet ovenfor kan du få det fulde overblik over krisen hos De Radikale.