Jarlov stopper i Borgerrepræsentation
Da Rasmus Jarlov (K) i juni blev valgt i Folketinget, fulgte en ordentlig bunke ordførerskaber med i jobbet – så mange, at den konservative politiker har valgt at trække sig fra sin post i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.
»Jeg har fået så mange ordførerskaber i Folketinget, at jeg ikke kan sidde begge steder. Dermed siger jeg farvel til Borgerrepræsentationen efter 5,5 år,« skriver Jarlov i en opdatering på Facebook.
Det Konservative Folkeparti fik som bekendt kun seks mandater på Christiansborg ved folketingsvalget 18. juni, og det betyder, at Jarlov skal varetage godt en sjettedel af alle partiets ordførerskaber.
»Med vores begrænsede midler gør vi, hvad vi kan, og jeg synes, vi har fået sat nogle gode dagsordener med kampen mod kommunens enorme pengespild, retningsløse integrationspolitik og trafikfjendtlige vejlukninger,« skriver Jarlov.
Partifællen Jakob Næsager overtager det politiske lederskab for den tre medlemmer store konservative gruppe blandt Borgerrepræsentationens i alt 55 medlemmer.
»Jakob og jeg har kørt side om side de sidste ti år. Vi er enige om stort set alt og er gode private venner. Han har i den grad fortjent at blive sat i spidsen, og jeg håber meget, han bliver borgmester ved næste valg,« skriver Jarlov, der samtidig byder velkommen til Nishandan Ganesalingam, som indtræder i Borgerrepræsentationen som førstesuppleant.
Det er tilladt for folketingspolitikere at sidde på såkaldte dobbeltmandater, hvor de samtidig med jobbet på Christiansborg beholder deres plads i enten et byråd eller et regionsråd.