Jannik Hansen kørt på hospitalet efter tackling

Foto: Anne-Marie Sorvin/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Jannik Hansen kollapsede på bænken og blev kørt på hospitalet i nattens kamp i Rogers Arena i Vancouver, men meldes søndag okay.

Efter en tackling i banden i starten af anden periode i kampen mod Calgary Flames skøjtede Jannik Hansen til udskiftningsboksen, hvor han pludselig blev dårlig.

Formentlig mistede han bevidstheden et kort øjeblik, hovedet faldt forover, og chokerede holdkammerater hamrede stavene i banden for at få dommerne til at stoppe spillet.

Lægerne var hurtigt hos danskeren, og han kunne med assistance gå til omklædningsrummet. En ambulance kørte ham til sygehuset, hvor han overnattede.

»Alt er fint,« lød bulletinerne lørdag nat fra Vancouver-coachen Willie Desjardins.

BT talte søndag med Jannik Hansens far, den tidligere landsholdsforward Bent Hansen, som så kampen på tv.

»Jeg har været på sms med Jannik. Han har det okay. For mig at se får han sin albue trykket ind i mellemgulvet. Han mister pusten, kan ikke få vejret på bænken og kollapser,« siger Bent Hansen.

»Jannik er til observation. Der bliver taget nogle prøver, og han ventes at komme hjem efter otte timer.«

Om sine følelser, mens han så de dramatiske billeder på skærmen, siger Bent Hansen:

»Uanset hvor gammel børnene er, er de altid ens små børn. Da jeg så Jannik blive hjulpet ud, var der meget langt til Vancouver.«

Vanvouver Canucks vandt kampen over Calgary Flames 3-2.

Powered by Labrador CMS