Jakob Poulsen: -Vores lange bolde fungerede ikke

Jakob Poulsen. Foto: DAVID MDZINARISHVILI/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske spil var usammenhængende mod Armenien, og de lange bolde fungerede ikke, mener Jakob Poulsen.

Jakob Poulsen undrer sig over, at Danmark begyndte at spille med lange bolde i 0-0-kampen mod Armenien uden at følge op på dem.

Taktisk var det halvhjertet, og det er noget, som skal forbedres fremadrettet i EM-kvalifikationen, mener FC Midtjyllands midtbanespiller.

– Det var ikke godt. Vi havde problemer med at få sat spillet. Og det gjorde, at vi lidt for ofte tyede til en lang bold. Et eller andet sted er det ok at spille direkte, men vi gjorde det ude af organisation.

– Vi spillede de lange bolde, uden at vi var klar til at vinde andenboldene. Og så fik de bolden i stedet, siger Jakob Poulsen.

Med typer som Nicklas Bendtner og Nicolai Jørgensen i angrebet var det ellers muligt at vinde duellerne i luften, men så skulle der være holdkammerater omkring dem til at samle op.

– Vi kan godt spille lange bolde op til de store, vi har oppe foran. Hvis vi bare erobrer andenboldene, så sker der ikke noget ved det. Men det var halvhjertet.

– Vi havde snakket om det. Vi er alle sammen forholdsvis kloge fodboldspillere, så det burde ikke være noget problem.

– Vi kunne tage fat i hinanden og snakke sammen. Vi har vist andre gange, at det kan lykkes, mener en skuffet Jakob Poulsen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS