Jakob Fuglsang i stor triumf

Jakob Fuglsang blev slået med et lille sekund søndag, men endte alligevel som samlet vinder i Andalusien.

Jakob Fuglsang kørte en fremragende enkeltstart og blev nummer to, da han sikrede sig den samlede sejr i Vuelta a Andalucia. (Arkivfoto) Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Jakob Fuglsang var blot et lille sekund fra at tage sin tredje etapesejr i årets Vuelta a Andalucia på den afsluttende enkeltstart, men danskeren kunne alligevel juble.

Selv om Dylan Teuns løb med etapesejren, var Fuglsangs præstation alt rigelig til at sikre ham den samlede sejr i løbet for andet år i træk.

Artiklen fortsætter under videoen

Danskeren fik dermed tæt på maksimalt udbytte af årets Ruta del Sol, som løbet også kaldes, hvor han snuppede etapesejren på 1. og 2. etape, mens han blev nummer to både lørdag og søndag.

Mange af de deciderede tempospecialister var tidligt ude på ruten søndag, så ret hurtigt kom de bedste tider under 19 minutter.

Da Alexander Edmondson hamrede kanontiden på lige under 18 minutter ind, skulle der en fremragende præstation til at fravriste ham sejren.

Han var næsten et halvt minut hurtigere end portugiseren Nelson Oliveira, som ellers også er en specialist på enkeltstart.

Den suveræne præstation leverede Dylan Teuns, da han klokkede tiden 17 minutter og 57 sekunder.

Hurtig Fuglsang

Men som sidste mand havde Fuglsang altså også fart i benene.

Ved første mellemtid på den hårde bakke på ruten var danskeren kun tre sekunder fra bedste mellemtid, og han havde sejren inden for rækkevidde.

På målstregen var han dog knap et sekund efter Teuns, men kunne alligevel iklæde sig den gule trøje på podiet igen og poppe champagnen for at fejre den samlede sejr.

Powered by Labrador CMS