Jagtforbud er ophævet efter fund af livsfarlig gift
Koncentrationen af gift i nordjysk sø er mikroskopisk, og derfor ophæver Fødevarestyrelsen jagtforbud.
For nylig blev der fundet ulovlig nervegift i en sø i den nordlige del af Store Vildmose ved Brønderslev, hvilket fik Fødevarestyrelsen til et udstede et jagtforbud.
Det forbud ophæver styrelsen fredag, hvilket man kan læse i en pressemeddelelse udsendt af Fødevarestyrelsen.
Dermed er det igen tilladt at både fiske og gå på jagt omkring Grevens Ris ved Store Vildmose.
Også en generel advarsel om ikke at håndtere og spise fisk og andefugle i et større omkringliggende område er fredag ophævet.
Forbuddet har været gældende siden torsdag 31. august, hvor der blev fundet fisk med indhold af den ekstremt farlige nervegift carbofouran.
Giften er af ukendte gerningsmænd blevet påført flere fisk og har derefter spredt sig i området.
Vandprøver fra området har dog vist meget lavt indhold af giften, og derfor er der ikke længere en risiko forbundet med at spise hverken fisk eller vildt fra området, vurderer Mariann Chriél, chefkonsulent på DTU Veterinærinstituttet.
Stor dusør udlovet
Tidligere fredag udlovede politiet en dusør på 50.000 til den, der kan hjælpe politiet til at pågribe gerningsmanden.
Brug af giften har siden 2008 været forbudt i EU, men den blev tidligere brugt af landmænd til at bekæmpe skadedyr i forbindelse med roedyrkning.
Der skal blot en kvart teskefuld til at dræbe et menneske, har Mariann Chriél fortalt TV2 Nord.
Politianmeldelse
Miljøstyrelsen vurderer, at giften kan været udlagt for at bekæmpe fredede rovdyr som rovfugle og oddere, og sagen blev i sidste uge anmeldt til politiet.
Siden 2010 har carbofouran flere gange kostet fredede rovfugle livet i Danmark. I de tilfælde er det ikke lykkedes at finde ud, af hvem der har lagt giften ud.
Naturplanlægger ved Miljøstyrelsen, Lasse Sehested Jensen, har tidligere fortalt om, hvordan giften er blevet brugt.
– Vi har tidligere set giften anvendt ved udsætningspladser for fasaner – formentlig for på ulovlig vis at dræbe rovfugle, som ellers ville spise fasanerne, sagde Lasse Sehested Jensen.
Om det konkrete fund i Nordjylland sagde Lasse Sehested Jensen:
– I det her tilfælde er giften udlagt ved en sø, hvor der drives andejagt. Den er udlagt op til jagtsæsonen (der begyndte 1. september, red.).
– Så det er muligt, at intentionen har været at dræbe rovfugle, eventuelt oddere, som ellers ville spise nogle ænder og ællinger, sagde Lasse Sehested Jensen.