Jagten på spor efter MH370-flyet stopper ved Réunion
Næsten 10.000 kvadratkilometer ved øen Réunion i Det Indiske Ocean er blevet gennemsøgt i jagten på vragdele.
Eftersøgningen efter vragdele fra det forsvundne Malaysia Airlines-fly MH370 i havet ved øen Réunion i Det Indiske Ocean bliver indstillet mandag.
Det oplyser de lokale myndigheder ifølge AFP.
Efter mere end en uges søgen til vands og fra luften vil den aktive eftersøgning stoppe, hvis der ikke inden mandag bliver fundet flere spor efter flyet nær Réunion.
– Der er ikke fundet nogen objekter i havet, der kan stamme fra en flyvemaskine, sagde Dominique Sorain, en repræsentant for de lokale myndigheder, fredag.
Der er dog fundet vragrester på land, og de genstande er sendt videre til efterforskerne.
Men ingen af de fundne ting er i samme størrelsesorden som den del af en flyvinge, der sidste måned blev fundet på øen, og som menes at stamme fra flyet MH370.
Et område på næsten 10.000 kvadratkilometer i Det Indiske Ocean er blevet gennemsøgt, og politiet har brugt 200 timer i jagten på spor.
Myndighederne vil fortsat holde et særligt vågent øje med området, selvom de egentlige eftersøgninger bliver indstillet, lyder det.
Den lille ø Réunion er fransk og ligger øst for Madagaskar ved Afrikas østkyst. Øen har været i de internationale mediers fokus, efter at et en stor del af en flyvinge blev fundet på en af øens kyster i slutningen af juli.
Malaysia Airlines’ passagerfly forsvandt 8. marts 2014, da det af uforklarlige årsager kom ud af kurs på ruten fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina.
Der var 239 mennesker om bord, og de fleste af passagererne var kinesere.
I begyndelsen af august oplyste Malaysias premierminister, at eksperter havde konkluderet, at vragresten kom fra flyet, der forsvandt under ukendte omstændigheder.
Men franske efterforskere var mere tilbageholdne. Herfra lød det, at der var en “meget stor sandsynlighed” for, at flydelen kom fra MH370.
/ritzau/AFP