Izabella døden nær: Nu advarer hun andre
En februardag i 2012 var ved at koste Izabella Hansen livet
Et liv med mobning, de forkerte venner, en ustabil barndom og forskellige psykiske diagnoser ledte Izabella Hansen ud i et voldsomt stof- og alkoholmisbrug.
Nu advarer hun andre mod at gå samme vej.
Izabella er født i 1992 på Sydfyn. Barndommen var præget af mange flytninger, en fraværende far og en mor, der led af psykisk sygdom.
To oplevelser fra barndommen sætter dybe spor i den nu 29-årige kvinde, der bor lidt uden for Holstebro.
10 år gammel ser hun sin mor få et panikanfald i en bil og i 2006 får Izabella konstateret sukkersyge.
- Det vender rundt på hele min verden. Jeg bliver depressiv og mister troen på alt, siger Izabella Hansen til Newsbreak.dk.
Den evige mobning gør ikke tingene bedre, og da Izabella 2007 kommer på efterskole stifter hun første gang bekendtskab med hash og alkohol.
Et efterfølgende ophold på en produktionsskole får misbruget til at eskalere.
- Hashtrangen bliver større, jeg drikker mere og mere, kommer endda fuld i skole, siger Izabella.
I 2010 begynder en tid med psykiatriske diagnoser, selvmordstanker, indlæggelser og medicinering.
Hun finder venner, men af den forkerte slags.
Året efter bliver repertoiret da også udvidet med stærk alkohol og hårde stoffer.
- Alt, der ikke skulle sprøjtes ind, som Izabella udtrykker det.
I 2012 er det hele ved at gå galt. Izabella forsøger at begå selvmord ved at kaste sig ud foran en bus, hun skærer i sig selv, skriver afskedsbreve og ender med at blive tæsket sønder og sammen. Noget, der er en del af det miljø, hun befinder sig i.
Der er også flere episoder med politiet og tvangsindlæggelser, men intet, der fører til helbredelse og afhjælpning af problemerne.
Det skal en helt speciel - og dramatisk - episode lave om på.
En episode, der kunne være endt fatalt.
Ni år senere står Izabella tilbage med livet i behold og et budskab til andre.
- Stoffer er ikke vejen frem. Det fandt jeg ud af på den hårde måde. Det var tæt på, mit liv sluttede den dag i 2012, siger Izabella, der har fået dagen for sit livs vendepunkt tatoveret på sin hånd.
- Selvom alt ser sort ud, så hold næbbet oppe. Der er lys for enden af tunellen. Og hold dig fra stoffer, siger Izabella.