Ivanovic vinder storsejr
Ana Ivanovic besejrede for første gang nogensinde canadieren Eugenie Bouchard ved WTA-sæsonfinalen.
Tennisspilleren Ana Ivanovic er i gang med sin bedste sæson siden 2008 og er blandt andet den spiller, der har vundet flest kampe på WTA Touren i år.
Onsdag blev der føjet endnu en sejr til bunken, da hun for 57. gang i 2014 kunne række armene i vejret efter en tenniskamp.
Det skete, da hun besejrede canadiske Eugenie Bouchard i sin anden gruppekamp ved WTA Finals i Singapore med cifrene 6-1, 6-3.
Serberen gik ind til kampen uden tidligere at have besejret verdens nummer 5 og med bevidstheden om, at hun i sine 20 seneste kampe mod top-5-spillere havde tabt de 19.
Men det så ikke ud til at påvirke Ivanovic, der gik i offensiven fra start og kun tabte to point i eget serveparti i første sæt.
Samtidig udnyttede hun begge sine breakchancer, og derfor tog det ikke lang tid at afgøre første sæt.
Ivanovic brød sin modstanders serv igen midtvejs i andet sæt, og i det følgende serveparti kiksede Bouchard to gange i forsøget på at bryde direkte tilbage.
Det blev kostbart, og med den klare sejr har Ana Ivanovic øget sine chancer for en semifinaleplads markant efter åbningsnederlaget til Serena Williams.
/ritzau/