Ivan Basso udskrevet og ved godt mod

Her ses Ivan Basso (t.h.) i styrtet i Tour de France. Foto: JEFF PACHOUD/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Ivan Basso er udskrevet fra hospitalet i Milano efter en vellykket operation, hvis formål har været at fjerne en ondartet kræfttumor i italienerens venstre testikel.

Nu vender Tinkoff-Saxo-rytteren så hjem til familien, og han er ved godt mod.

»Jeg har det godt, jeg er glad, jeg er kommet mig hurtigt og glæder mig til at komme hjem. Jeg skal til en række tjek i løbet af de næste dage, men alt er gået godt,« siger Ivan Basso til avisen Gazzetta dello Sport.

Samtidig benytter cykelrytteren chancen til at takke for den store støtte, som han har modtaget de seneste dage.

»Det er en smuk gestus af mine holdkammerater, holdet og hele cykelverdenen. Det er en tid, hvor en masse følelser er på spil, men jeg har aldrig mistet troen eller smilet, og det er det, som har hjulpet mig mest,« siger Basso.

På den første hviledag i årets Tour de France – 13. juli – stjal Ivan Basso al opmærksomheden, da han på et pressemøde gav beskeden om hans testikelkræft videre til resten af omverdenen. Basso trak sig omgående ud af løbet for at blive indlagt på hospitalet i Milano.

Italieneren styrtede på femte etape af Touren og slog i den forbindelse sin venstre testikel. På grund af smerterne blev han undersøgt af holdlægen, der i samme ombæring opdagede kræfttumoren og tog affære med det samme.

Nu venter flere undersøgelser for Ivan Basso, men meldingerne fra hospitalet er, at det ser fornuftigt ud. I forvejen er testikelkræft en af de kræftformer, som langt de fleste heldigvis kommer sig over.

Powered by Labrador CMS