Italienske spillere hylder landstræner efter triumf

Antonio Conte tilskrives æren for, at Italien overmatchede Spanien ved EM i fodbold mandag aften.

– Conte (billedet) er meget vigtig for os, siger Leonardo Bonucci. Foto: CHARLES PLATIAU/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Italiens fodboldlandstræner, Antonio Conte, vælter i roser fra sine spillere, efter Italien mandag aften slog Spanien ud af EM med en 2-0-sejr i ottendedelsfinalen.

Trænerens minutiøse forberedelse var nøglen til den overbevisende italienske indsats og sejr, mener forsvarsstyrmanden Leonardo Bonucci.

– Conte er meget vigtig for os. Han kan lægge en kampplan, og vi bliver bedre og bedre for hver gang.

– Vi har meget talent, der skal spille sammen som et hold og have en spillestil, og det er Conte en mester i at implementere, siger Bonucci ifølge AFP.

Emanuele Giaccherini, der lagde op til Italiens første mål og spillede en stor kamp, supplerer.

– Vi er virkelig glade lige nu. Vi slog Spanien, og hvis man skal gøre det, så skal man give sit bedste.

– Vi mødte et godt hold med nogle fremragende spillere, men vi var forberedte ned til den mindste detalje. Det fik vi belønning for, selv om vi også var en smule heldige til sidst, siger Giaccherini ifølge uefa.com.

I kvartfinalen venter endnu en modstander fra den øverste hylde i form af Tysklands verdensmestre. Den kamp spilles lørdag, men allerede tirsdag begynder Conte at lægge en ny slagplan.

– Vi får brug for noget super-ekstraordinært for at vinde den kamp, ikke bare noget ekstraordinært. Fra i morgen vil vi begynde at tænke på Tyskland, som for mig er det hold med det højeste niveau i turneringen.

– Det bliver meget, meget hårdt på alle områder, og vi vil forsøge at forberede os på den bedste måde, men det bliver svært uden Thiago Motta (karantæneramt, red.), hvis man også tænker på, at Daniele De Rossi fik et hårdt slag i dag, siger Antonio Conte.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS