Italiensk legende i tårer efter CL-nederlag
Han går rundt med prædikatet Mr. Cool. Altid stilfuldt klædt med et veltrimmet fuldskæg og sorte solbriller på det furede ansigt. På banen er han en sand maestro, der med sin sublime sparketeknik strør om sig med præcise afleveringer og er en konstant trussel på dødbolde. Men lørdag aften krakelerede facaden.
Juventus’ 36-årige Andrea Pirlo rakte lørdag aften ud efter Champions League-trofæet, men måtte alligevel se et storspillende Barcelona-mandskab løbe med hæderen efter en 3-1-sejr i en særdeles tæt og velspillet finale. Det fik tårerne til at løbe ned ad kinderne på den italienske veteran, der måtte trøstes af sin naturlige arvtager som Juve-dirigent, det franske stjernefrø Paul Pogba.
Det var et billede, der sagde mere end ord. Et udtryk fra en af fodboldspillets mest fascinerende skikkelser, der så en unik chance for et sidste stort trofæ blive knust af Barcelona-kværnen.
Efterfølgende såede Juventus-træner Massimiliano Allegri tvivl om Andrea Pirlos fremtid i den zebra-stribede trøje.
»Hvad angår Pirlo, er jeg bange for, jeg ikke kan give jer et svar,« sagde den italienske træner til verdenspressen.
En anden af Juventus-veteranerne, 37-årige Gianluigi Buffon, tog nederlaget med vanlig sindsro, selvom skuffelsen også her var enorm.
Han fandt noget smukt i den måde, vennen og holdkammeraten Andrea Pirlo lod følelserne sive ud af den coole facade.
»Vi er alle skuffede, og det er på en måde tilfredsstillende at se Andrea udtrykke sine følelser på så stærk en måde,« lød det fra målmanden, der har været i Juventus siden 2001.
Andrea Pirlo har på rygtebasis været kædet sammen med et skifte til den amerikanske MLS-liga, men endnu er der altså ingen afklaring. Men den forgangne sæson in mente er der dog ingen tvivl om, at evnerne trods en fremskridt fodboldalder fortsat rækker til topfodbold.