Italien er EM-klar efter 3-1-sejr
Italien er klar til EM efter sejr på 3-1 i Baku mod Aserbajdsjan. Norge er tæt på efter sejr hjemme mod Malta.
Det italienske fodboldlandshold er klar til EM i Frankrig næste sommer, da det blev til en 3-1-sejr over Aserbajdsjan i Baku.
Allerede efter 44 sekunder fik de azurblå kampens første store mulighed, da italienerne fik tildelt frispark på kanten af hjemmeholdets felt. Antonio Candrevas flade frispark førte dog ikke til noget.
Men italienerne, som med en sejr ville være sikre på EM-deltagelse næste sommer, var offensivt indstillede fra kampens begyndelse. Den indstilling gav udbytte allerede efter 11 minutter, da Sampdoria-angriberen Éder med ydersiden lagde bolden mellem benene på målmanden efter en lang stikning fra Marco Verratti.
Den tidlige 1-0-føring holdt dog kun tyve minutter, da hjemmeholdets Dmitri Nazarov fik sparket udligningen i kassen efter et koks i det italienske forsvar.
Efter udligningen vågnede hjemmepublikummet op, men ti minutter senere tyssede Stephan El Shaarawy publikum ned igen, da han sparkede bolden ind i et tomt mål efter Éders tværpasning i feltet til 2-1-føring.
Med en lille halv time igen kunne Manchester United-backen Matteo Darmian få lov at tvinge det sidste håb ud af hjemmeholdet, da han kanonerede bolden i kassen fra kanten af feltet, i en situation hvor hjemmeholdets målmand så noget tvivlsom ud.
I kampens sidste minutter blev hjemmeholdet reduceret til ti mand efter et rødt kort til Badavi Hüseynov. På det efterfølgende frispark smaskede indskiftede Sebastian Giovinco bolden på overlæggeren, men mere blev det ikke til i kampen, som Italien vandt 3-1.
I puljens anden tidlige kamp tog Norge mod Malta i Oslo. Uden de store problemer vandt nordmændene 2-0 mod den maltesiske bundprop. Sejren betyder, at Norge fastholder andenpladsen i gruppe H foran Kroatien, der senere lørdag møder Bulgarien på hjemmebane.
Hvis det ikke lykkes for kroaterne at vinde den kamp, kan den norske jubel for alvor bryde løs, for så er nordmændene nemlig klar til deres første slutrunde siden 2000 i Holland og Belgien.
/ritzau/