Isvand med et stænk af rå kylling? Restaurant får sur smiley

Fødevarestyrelsen var mildest talt ikke tilfreds med Ristorante Italiano i Odense.

Offentliggjort Sidst opdateret

Uden at den direkte ligger på redaktionen, må det næsten være noget af det første, der står i hygiejnehåndbogen: Vask hænder og tør af, hvis du har haft gang i råt kød.

Uanset, så lader det ikke umiddelbart til, at den bog har været læst – endsige åbnet – hos Ristorante Italiano på Vesterbro i Odense.

Det har Fødevarestyrelsen i sin rapport fra et besøg 16. august hos restauranten opridset således.

En medarbejder skærer råt kød på et stålbord. Det bord bliver tørret af med en fugtig klud. Herefter bliver samme bord brugt til færdigstegt kød – og tørres af med samme klud.

Så er det tid til pandekagerne: Efter luning i mikroen bliver de placeret på bordet, anrettet og serveret.

“Mellem de forkellige arbejdsgange vasker medarbejderen ikke hænder med sæbe, men skylder hænderne kort under vandhanen og forsætter derefter arbejdet”, står der videre i rapporten.

At betale: 5.000 kroner

Den forseelse takserer Fødevarestyrelsen til en bøde på 5.000 kroner. For ikke at have fået det lært – for ved besøget inden var det nøjagtig samme problem, der gjorde sig gældende.

Her har en medarbejder håndteret råt kyllingekød. Og skyllet – ikke vasket – hænderne uden sæbe, for derefter at tørre dem af i sin t-shirt og så et viskestykke.

Så er det en citron, der får en tur på bordet, der kun er blevet tørret af i samme viskestykke, der netop er brugt til hænderne. Citronen ryger i en gang isvand. Der bliver også skåret skiver af en ost på bordet. De ender på en pastarat.

Quick – and very dirty

Så er turen kommet til den rå kylling igen. Den bliver taget med hænderne og lagt på grillen. Med de hænder bliver der fisket salt op af en saltbøtte. Uden at hænderne er rengjorte forinden.

Herefter bliver de dog tørret af i viskestykket – så de er klare til at håndtere salat og tomat. På det flere gange omtalte bord.

“Mellem disse arbejdsopgaver har medarbejderen gentagende gange rørt ved en ske for at røre rundt i bacon på panden”, står der i den rapport, der er fra 28. juni.

Der har også været problemer med egenkontrol og rengøring i restauranten.

“De må vise os det”

Newsbreak.dk får kontakt til den ene af brødrene Parlatore, der ejer restauranten. Hvilken bror, der var i røret, ville vedkommende dog ikke oplyse.

Han fortæller, at han vil ringe til Fødevarestyrelsen, så den kan vise, hvordan maden skal tilberedes hygiejnisk.

Men skulle I så ikke have gjort det, inden de kom igen? Det var jo også et problem for to måneder siden?

– De må vise os det. Det er jo ligesom, hvis du bliver stoppet af politiet for at køre for stærkt, så beder du dem vise, hvordan du skal køre, siger den ene af brødrene Parlatore, der med et ‘god dag’ ikke har tid til at snakke mere – på grund af travlhed.

Powered by Labrador CMS