Ishockeymænd afslutter nedtursweekend med pligtsejr
Danmark tog den ventede sejr over Polen i en fuldstændig atmosfæreforladt kamp i Minsk.
Med en 5-2-sejr over Polen tager det danske ishockeylandshold afsked med OL-kvalifikationen med en sejr, men kampen kommer næppe til at få en forside i de danske spilleres scrapbog.
For selv om landstræner Jan Karlsson på forhånd manede til besindighed, er Polen et landshold, som Danmark må og skal besejre, selv i den noget bedrøvelige tilstand holdet har været i i turneringen i Minsk.
Forskellen i de to holds skøjteløb og tekniske færdigheder er enorm, og den illustrerer meget godt forskellen på et etableret A-hold og en nation, der er i par år har banket forgæves på døren til øverste niveau i international ishockey.
Komfortabel sejr
I sidste ende blev det til den komfortable sejr, det tegnede til, da Frederik Storm uden de store sværdslag bragte Danmark foran efter bare tre minutters spil, men vejen dertil var ikke uden besvær.
Dertil var der for meget præg af tømmermænd over forestillingen, og danskerne viste sig igen særdeles sårbare overfor kontrastød.
Polens udligning faldt efter uopmærksomt målmandsspil af Sebastian Dahm, der lod en harmløs puck smutte ind i det korte hjørne til 1-1.
Mikkel Bødker genoprettede dog føringen efter godt forarbejde af Nicklas Jensen seks minutter inde i anden periode, og senere sørgede Philip Larsen for 3-1 i powerplay.
Dermed vandt Danmark anden periode med 2-0, hvilket var den første danske periodesejr i hele turneringen.
Forsvarsfejl fortsatte
Da Nikolaj Ehlers øgede til 4-1 i begyndelsen af tredje periode, var den sidste usikkerhed om udfaldet udryddet, men det var de danske forsvarsfejl ikke.
Som et godt billede på de danske skavanker leverede Markus Lauridsen endnu et af de hårrejsende pucktab, som de danske spillere har lavet alt for mange af, og så kunne polakkerne pynte på slutresultatet.
Morten Madsen genoprettede tremålsføringen, da han afsluttede målscoringen til 5-2 med syv minutter tilbage.
Sejren er en fattig trøst i det store billede, og parret med forventningerne må en tredjeplads i OL-kvalifikationen efter Hviderusland og Slovenien betegnes som en meget stor skuffelse.
/ritzau/