Isbjørn død i zoologisk have
Isbjørnen Vilma er død efter kun 14 dage i Danmark. Nu skal hun obduceres.
Isbjørne-hunnen, der for nylig kom til Aalborg Zoo fra Rostock Zoo, er død. Det oplyser Aalborg Zoo i en pressemeddelelse.
Midt på formiddagen torsdag observerede dyrepasserne i Aalborg Zoo en tydelig adfærdsændring hos den 14-årige isbjørnehun.
Den virkede sløv og havde svært ved at bevæge sig. Zoo’s dyrlæge blev tilkaldt og observerede isbjørnen, mens der blev gjort klar til undersøgelse.
Isbjørnens tilstand forværredes imidlertid hurtigt, og den døde kort efter middag.
Vilma dør
Den pludselig død har chokeret personalet, fortæller zoolog i Aalborg Zoologiske Have Rikke Kruse.
– Vi er chokerede. Vi havde ikke regnet med, at hun kun skulle have 14 dage hos os. Hele processen i dag, fra vi observerede, hun ikke havde det godt, til hun åndede ud, gik enormt stærkt, fortæller zoolog i Aalborg Zoologiske Have Rikke Kruse til DR Nordjylland.
Ingen teorier
Rikke Kruse fortæller, at der endnu ikke er nogen teorier om, hvorfor isbjørnen er død, men at den nu er sendt til obduktion.
– Der bliver åbnet og kigget ind i alle organer, der bliver taget prøver ud, og hjernen bliver undersøgt, siger hun.
Til Ritzau uddyber hun, at det ikke er til at sige, om flytningen af bjørnen fra Rostock Zoo til Aalborg Zoo kan have været skyld i bjørnens død.
– Transporten kan jeg ikke sige, om er årsagen. Det kan lige så godt være et bakterieudbrud, eller det kunne være organer, siger hun.
Samtidig fortæller Rikke Kruse, at der var en løbende dialog med Rostock Zoo, da det gik op for Aalborg Zoo, at Vilma var syg.
– Vi havde løbende kontakt med dem undervejs, og da de fik at vide, at hun var død til sidst, var de også noget chokerede. Men de skrev også, at de vidste, at vi havde gjort, hvad vi kunne, siger hun.
Isbjørnen Vilma nåede kun at slå sine folder i Aalborgs zoologiske have i to uger.
Svaret på obduceringen af isbjørnen forventes om én til to uger.