Isbade og kuldechok gav Thor livet tilbage

En hård barndom og et stressfyldt liv blev skiftet ud med kolde bade og kuldechok

Hver dag hopper Thor Andersen i et iskoldt bad. Vejrtrækningen – styr på den – er alfa og omega, når der skal isbades. Foto: Jørgen Rosengren
Offentliggjort Sidst opdateret

– Du vil nok fryse, hvis du gør det.

Ordene kommer fra Thor Andersen og er henvendt til artiklens journalist, der blot ved tanken er tilbøjelig til at give ham ret.

Emnet er bade i iskoldt vand og kuldevandringer – en livsstil, der har givet den 40-årige livet tilbage.

Det er han ikke i tvivl om.

Mens det meste af landet fredag morgen og formiddag skutter sig i kulden efter den koldeste nat i ni år, hakker 40-årige Thor Andersen isen af vandet i sit udendørs badekar – og hopper i.

Noget, han gør hver dag.

– Det har været fantastisk med de sidste dages vejr, som Thor Andersen med et skævt smil udtrykker det.

Efter en barndom med alkoholiske forældre og et voksenliv fyldt med iværksætteri inden for restaurationsbranchen og arbejdspres, endte Thor Andersen hos lægen. En læge, der kunne fortælle, at den var helt gal.

Thor var ramt af folkesygdommen stress.

Det blev til et langt forløb med medicin – og et arbejdsliv, der fortsatte i overhalingsbanen.

– Jeg tog så mange piller, jeg næsten ikke engang kan fortælle det, siger Thor Andersen.

Flere besøg – og mere medicin over en rum tid, – ændrede ikke det faktum, at Thor var ramt. Hårdt ramt. Men ændret blev det.

Thor Andersen startede kulderejsen og rejsen fra sin stress med vinterbadning. Men ville mere. Så var gode råd dyre – og internettet kilden til forandringen.

Her stødte han på hollænderen Wim Hof, der har flere verdensrekorder i lange isbade, ligesom han har besteget Kilimanjaro – kun iført shorts.

– Men man behøver ikke et isbad. Et koldt bad under bruseren, så starter du dagen på en helt anden måde. Du bliver gladere, siger Thor Andersen, og sammenligner med den følelse, mange kender efter træning eller løb.

Blodkarrene udvides og hjernen frigiver dopamin.

Trial by error

Thor har opbygget integreringen af kulden i sit liv på den hårde måde; ved at prøve. “Trial by error” som han selv kalder den proces.

Han opfordrer dog interesserede til at gøre det på den rigtige måde. Den starter med vejrtrækningen.

– Så fylder du kroppen med ilt, mens du udånder CO2, siger Thor Andersen.

En proces, han kalder ‘superventilering’.

Det kolde vand udsætter din krop for (kulde)chok. Det svarer ifølge Thor Andersen til de elektrochok, der bruges til behandling af depression.

På den måde fik han styr på sin stress. Sådan da – det gælder også om at kigge indad.

– Det løser ikke problemet, men kurerer din tilstand, siger han.

En glæde, som hans krop på den måde har gavn af i op til otte timer.

– Men det må ikke blive et quick-fix, siger han.

Derfor tog han fat om nældens rod, solgte sin andel i en fremadstormende virksomhed – og flyttede fra København til Silkeborg.

Det fik dog ikke i sig selv sygdomssymptomerne til at forsvinde.

På et tidspunkt var Thor Andersen så stresset, at han – blot på grund af et voldsomt højt blodtryk – fik næseblod.

Mere medicin og flere piller hjalp ikke, det gjorde til gengæld de kolde bade.

– Pludselig kunne lægen måle det. Det var væk, siger Thor Andersen, der – trods alt – var en smule skeptisk.

Før næste lægebesøg lagde han de kolde bade på hylden i 14 dage – og de negative resultater var målbare.

– Mit stofskifte var minus 18 procent, forklarer han.

Så var Thor overbevist.

Fra mad til mindfulness

I Silkeborg startede Thor Andersen et event-firma, der blandt andet leverer mad til Smukfest og Roskilde Festival.

Det satte coronaen en stopper for. Derfor gik Thor Andersen all in i at udbrede budskabet.

Det, der før var en hobbyvirksomhed, er nu blevet til det primære erhverv.

Her bruger han sin tid på – under mantraet ‘High impact mindfulness & High impact coaching’ – at undervise blandt andet virksomhedsledere, lige som teambuilding også er at finde på skemaet, når Thor Andersen smider shorts og badebukser til fordel for blazeren.

Det stopper dog ikke hverken ved isbade og undervisning.

I såkaldte kuldevandringer går Thor Andersen, iført sko og shorts og intet andet, i naturen ved en nærliggende sø.

Helst med termometeret et godt stykke under frysepunktet.

Her vælger han bevidst et sted, hvor der ikke er så mange mennesker, om end, de fleste i lokalområdet efterhånden er begyndt at vænne sig til at se ham i shorts. Uanset vejret.

Styr åndedrættet – og tankerne

Som ved meget andet, starter processen i hjernen. Det gælder om koncentration.

Det er vigtigt, man går langsomt frem og ikke bare hopper ud af tøjet og ned i isbadet. Det er en proces, en læring, man skal tage alvorligt.

– Det er et spørgsmål om, hvor meget man kan være i nuet, siger Thor Andersen, der koger det ned til få sætninger:

– Kan du kontrollere din hjerne, kan du kontrollere dine tanker. Kan du kontrollere dine tanker, så …

Før kulden

  • Forbered dig mentalt
  • Tag en række dybe indåndinger – hold den sidste inde
  • Brug maven – ikke brystet
  • Tag ikke hovedet under det kolde vand
  • Temperatur: Under 11 grader
  • Gå langsomt frem

For Thor Andersen er isbadene og turene i shorts omkring søen et brændstof, der styrker immunforsvaret, aktiverer lykkecentret i hjernen og udskiller kroppens affaldsstoffer. Og meget mere.

– Du skal klippe negle dobbelt så tit, giver han som eksempel.

Har du lyst til at hoppe under den kolde bruser i morgen tidlig, så skal du altså have styr på åndedrættet – og tankerne – inden de kolde stråler rammer huden.

Thor Andersen fortæller, det er netop huden – og dermed kroppen, der skal have chokket.

– Er du afhængig?

– Det tror jeg i hvert fald, min kæreste vil sige, griner Thor Andersen.

Væk er en stor del af medicinen – skiftet ud med et håb og en tro på en lys fremtid.

Og selv er han ikke i tvivl om, hvad livsstilsændringen har betydet:

– Isbadene har givet mig livet tilbage.

Thor Andersen

  • Forbered dig mentalt
  • Tag en række dybe indåndinger – hold den sidste inde
  • Brug maven – ikke brystet
  • Tag ikke hovedet under det kolde vand
  • Temperatur: Under 11 grader
  • Gå langsomt frem
Powered by Labrador CMS