Iran: Svært at nå atomaftale inden søndag nat

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Forhandlerne i Wien holder en dør åben for at forlænge atomforhandlingerne, hvis der ikke kan opnås en aftale.

Det bliver umuligt at nå en aftale inden 24. november, der er deadline i atomforhandlingerne mellem Iran og den såkaldte P5+1 gruppe, siger en unavngiven kilde fra den iranske forhandlingsdelegation til det iranske nyhedsbureau Isna, skriver Reuters.

P5+1 gruppen består af de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland.

– Når man tager den korte tid i betragtning, der er til deadline, og antallet af emner, der stadig mangler at blive diskuteret og løst, er det umuligt at nå en endelig og omfattende aftale inden 24. november, citerer Isna en unavngiven kilde fra forhandlingsdelegationen i Wien for at sige.

– Muligheden for at forhandlingerne bliver forlænget er i spil, og vi vil begynde at diskutere det, hvis der ikke kommer en aftale søndag nat, siger kilden.

En aftale skal begrænse det iranske atomprogram. Til gengæld fjernes nogle internationale sanktioner mod Iran.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS