Iran: Rouhani er vinder af præsidentvalget

Efter optælling af næsten 100 procent af stemmerne er den 68-årige Rouhani erklæret for vinder af valget.

Hassan Rouhani har ifølge Irans indenrigsministerium vundet præsidentvalget med næsten 58 procent af stemmerne. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hassan Rouhani har ifølge Irans indenrigsministerium vundet præsidentvalget med næsten 58 procent af stemmerne, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Efter optælling af næsten 100 procent af stemmerne er den 68-årige erklæret for vinder af valget, hvor hans vigtigste rival var den ærkekonservative Ebrahim Raisi.

En kandidat, der får over 50 procent af stemmerne i første runde, er vinder af valget.

I løbet af fredagen nåede flere end 40 millioner iranere forbi et valgsted for at afgive deres stemme. Valghandlingen endte med at blive forlænget i over fire timer. Det oplyser den iranske indenrigsminister.

Dermed har der været en stemmedeltagelse på omkring 70 procent.

Det ligner fremmødet i 2013, da Rouhani vandt præsidentposten i en jordskredssejr.

Kun mænd

Fire kandidater – alle mænd – var på stemmesedlen.

Rouhani, der genopstillede ved valget, får nu sin anden periode som præsident.

Han pegede under valgkampen særligt på, at valget er afgørende for Irans udenrigspolitik. Rouhani var landets forhandler, da en aftale om det iranske atomprogram faldt på plads.

Af omverdenen opfattes han som en pragmatiker, men mange iranske vælgere mener, at han ikke har kunnet leve op til sine løfter om at styrke økonomien, sikre arbejdspladser og internationale investeringer.

Ebrahim Raisi spås at blive Irans religiøse leder – ayatollah – en dag.

Det er den religiøse leder som har den øverste magt i Iran, selv om præsidenten er den øverste folkevalgte.

Den øverste religiøse leder har siden 1989 været ayatollah Ali Khamenei.

/ritzau/dpa

Powered by Labrador CMS