Iran afviser bombetogter mod Islamisk Stat
Ifølge en højtstående iransk kilde har Iran ikke været involveret i luftangreb på Islamisk Stat i Irak.
Iran har ikke udført bombetogter mod Islamisk Stat i nabolandet Irak, fastslår en højtstående iransk kilde til nyhedsbureauet Reuters. Det sker i kølvandet på oplysninger fra USA om, at iranske bombefly har bombet den islamistiske gruppe.
– Iran har aldrig været involveret i luftangreb på Islamisk Stat i Irak. Iran kommer under ingen omstændigheder til at deltage i sådanne angreb med USA, siger den iranske kilde.
Det amerikanske forsvarsministerium meddelte tirsdag, at man har “indikationer” på, at iranske kampfly kaster bomber mod jihadister fra Islamisk Stat i det østlige Irak.
– Vi har indikationer på, at de har udført luftangreb med F-4 Phantom-fly i de seneste mange dage, sagde Pentagon-talsmand John Kirby til nyhedsbureauet AFP.
Hans udtalelser kom, efter at det arabiske medie al-Jazeera havde vist optagelser af det, der synes at være F-4 Phantom-kampfly, som angriber mål i den østlige irakiske provins Diyala. Flytypen er den samme, som det iranske luftvåben benytter.
John Kirby har tidligere sagt på et pressemøde, at det er op til den irakiske regering og ikke amerikanerne at overvåge og koordinere forskellige landes militære overflyvninger.
Det har tidligere været fremme, at iranske styrker angiveligt har været aktive på jorden i Irak, hvor de har hjulpet shiamuslimske militser og irakiske regeringsstyrker.
USA leder en international koalition af lande, der går efter at svække Islamisk Stat i henholdsvis Irak og Syrien. Iran har samme interesse i at nedkæmpe jihadisterne.
Danmark er en del af koalitionen og har sendt syv F-16-kampfly af sted til Mellemøsten. De danske fly bidrager dog kun til indsatsen i Irak og ikke i Syrien.
/ritzau/Reuters