Irak-kommission kan genåbne efter næste valg
Den omdiskuterede kommission, der skulle undersøge grundlaget for Irak-krigen, er ikke nødvendigvis begravet for altid, skriver Politiken.
Hos partierne på venstre side i Folketingssalen er der stemning for at give Irak- og Afghanistankommissionen nyt liv, hvis magten skifter efter næste valg.
»Hvis Venstre faktisk lykkes med at lukke kommissionen, forbeholder vi os ret til at åbne den igen. Det er et principielt spørgsmål, om en regering skal lykkes med at lukke en uvildig undersøgelse, der er i fuld gang. I min optik er det en helt uhørt politisk praksis,« siger Radikale Venstres udenrigsordfører, Martin Lidegaard (R).
SFs gruppeformand Jonas Dahl (SF) er også åben for at sætte den tre mand store kommission tilbage i arbejde.
Han kalder det skandaløst og dybt kritisabelt, at vi ikke får en afklaring.
Politisk ordfører for Socialdemokraterne Nicolai Wammen (S) kritiserer også lukningen af kommissionen, men vil ikke love en genåbning efter et regeringsskifte, skriver Politiken.