Invalide Flemming er bange for at gå på toilettet

Mange kommuner har under coronakrisen skåret i hjælpen til udsatte og ældre. Dybt kritisabelt, mener Ældresagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV2 Lorry

De fleste nyder sommeren og genåbningen af samfundet. Men der er også svage ældre borgere, der stadigvæk føler sig corona-ramt.

En af dem er Flemming Hertzum fra Amager. Den 70-årige tidligere ingeniør er stærkt invalideret efter adskillige blodpropper, ødelagte knæ og en kunstig hofte.

For at få sit liv til at hænge sammen har han brug for hjælpemidler i sin ældrebolig.

Men i øjeblikket er der ting, som han mangler for at føle sig sikker i sit hjem. Blandt andet en støttebøjle, som han kan holde fast i, når han skal ind og ud af sin hospitalsseng. Og han ville også gerne have forbedret sine toiletforhold.

En udfordring

Turen til toilettet har længe været en udfordring for Flemming Hertzum. Bækkenstolen, som han transporterer sig rundt på, passer ikke i højden med toilettet. Det betyder, at han flere gange er faldet og har måtte bruge sit nødkald. Og så har han også oplevet at få sine testikler i klemme.

– Ja, man skal sidde her og holde sig, fordi man er bange for at gå på toilettet. Jeg vil egentlig helst bare passe mig selv, men der nogle ting, som jeg behøver hjælpemidler til. Og det er blandt andet en galge til min seng og nogle små ændringer på toilettet, siger Flemming Hertzum til TV 2 Lorry.

Han viser, hvor besværligt det er for ham at bevæge sig fra sin bækkenstol over i sin seng. Faktisk er han ved at vælte ud af sengen, da han gør forsøget.

Flemming Hertzum har også ansøgt kommunen om en rampe, så han kan komme ud i haven ved hans ældrebolig på Amager. Foto: Espen Slavensky – TV 2 Lorry.
Flemming Hertzum har også ansøgt kommunen om en rampe, så han kan komme ud i haven ved hans ældrebolig på Amager. Foto: Espen Slavensky – TV 2 Lorry.

Derfor søgte han i marts måned om at få besøg af Københavns Kommunes visitator, der er ansat til at vurdere borgernes behov for hjælp.

Men beskeden var nedslående for Flemming Hertzum. Han fik at vide, at på grund af corona rykkede kommunens visitator kun ud, hvis det var livsnødvendigt for borgeren.

– Visitatorerne kunne jo sagtens stå, ligesom du står dér i sikker afstand. To meter væk. Så kunne de bare stå og se mig lave mine forflytninger. Eller også kunne de jo bevillige hjælpen over telefonen. Det kræver ikke meget tid at sætte sådan en bøjle fast til sengen, siger Flemming Hertzum.

Bedt om justering

Flemming Hertzum har bedt Københavns Kommune om at få justeret toiletforholdene. Blandt andet ved at få flyttet støttestangen, så han bedre kan nå den, når han bugserer sig til og fra toilettet. Men ifølge kommunen er det ikke muligt at tilgodese Flemming Hertzums ønsker.

– De påstår, at de ikke kan flytte den stang. Men som jeg siger til dem, så er stangen sat op af en blikkenslager. Så kan han jo også godt flytte den igen. Vi kan sende raketter til månen. Og så kan vi sgu da også finde ud af at flytte sådan en stang nogle centimeter, siger Flemming Hertzum.

Ældresagen: Corona er ikke nogen undskyldning

Ældresagen er kritisk overfor Københavns Kommunens håndtering af Flemming Hertzums udfordringer. Og de mener ikke, at kommunen kan bruge Corona-situationen som undskyldning.

– For Flemming er det hans hverdag, og han sætter liv og helbred på spil. Så det er helt afgørende for ham at få den nødvendige hjælp, siger seniorkonsulent fra Ældresagen, Per Tostenæs, til TV 2 Lorry.

– Så uanset Corona eller ej, så har Københavns Kommune pligt til at hjælpe ham. Og jeg spørger mig selv: Hvor meget kommunalt bureaukrati skal der til, for at han kan få justeret sine toiletforhold, og han kan få en bøjle, så han kan komme ind og ud af sengen, tilføjer Per Tostenæs.

Ifølge Ældresagen har størstedelen af kommunerne under Corona valgt at neddrosle hjælpen til sårbare ældre.

– Der er rigtig mange, som har fået skåret i deres hjælp. Der er også mange som Flemming, der har oplevet ikke at kunne få hjælp, selvom behovet er dér, siger Per Tostenæs.

– Og når regnskabet skal gøres op her i bagklogskabets lys, så har kommunerne under Corona-krisen ikke haft brug for ekstra beredskab. De har haft alle personaleressourcer til rådighed på ældreområdet. De har stort set ikke brugt nogle vikarer, så der har været masser af ressource at gøre brug af. Men alligevel har mange kommuner valgt at drosle hjælpen ned. Til stor gene og ulykke for de mennesker, som ikke har fået den hjælp de har haft behov for, påpeger Per Tostenæs.

Kommunalt force majeure

Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning har ikke ønsket at stille op til et interview med TV 2 Lorry. Men i en mail udtaler forvaltningens direktør, Jakob Krogh, følgende:

– Da corona-epidemien ramte, og regeringen lukkede alt ned, måtte vi som kommune straks forberede os på en krise. Hospitalerne kunne blive overfyldte, og vi skulle stå helt klar til at tage imod. Vi traf derfor – på linje med andre kommuner og i overensstemmelse med de statslige udmeldinger – beslutning om at lukke helt eller delvist ned for nogle aktiviteter. Både for at beskytte ældre og sårbare borgere og for at prioritere ressourcer til at kunne stå igennem en krise og et usædvanligt pres fra hospitalerne, lyder det fra forvaltningsdirektør Jakob Krogh.

Flemming Hertzum får dagligt hjemmehjælp om morgenen, men han har takket nej til yderligere hjemmehjælp, da han helst vil klare sig selv så meget som muligt.

Nu har piben fået en anden lyd

Efter at TV 2 Lorry er gået ind i sagen, har Københavns Kommune skrevet til os, at man nu har valgt at opprioritere Flemming Hertzums visitationsbesøg, og han derfor allerede ville få besøg i dag mandag. I en mail skriver kommunen endvidere:

– Der er ingen tvivl om, at Flemming har behov for hjælp til mange praktiske ting i hverdagen. Det får han naturligvis også, bl.a. ældrebolig, besøg af hjemmeplejen, hjælpemidler og fast visitator. Han får jævnligt besøg af sin visitator, men fik i marts afslag på et besøg pga. corona-restriktionerne. Da vi for nogle uger siden igen kunne gå tilbage til mere almindelig drift, fik han straks tilbud om et nyt besøg.

Men selvom kommunerne på social- og sundhedsområdet langsomt er ved at vende tilbage til tidligere hjælp og serviceniveau, så lukker det ikke munden på Ældresagen, som mener, at mange sårbare ældre har måtte betale en alt for høj pris under coronakrisen.

– Konklusionen er, at nu må kommunerne tage sig sammen og komme i gang. Mennesker med behov skal have den hjælp, de har behov for nu. Der er ikke nogen Corona-krise, der kan give kommunerne et argument for ikke at yde den nødvendige hjælp, siger Per Tostenæs fra Ældresagen.

Powered by Labrador CMS