Internettet flyder med narko: Pushere sælger det helt åbenlyst
På siden Tapatalk.com sælger danske pushere narko. Politiet kender den, men har svært ved at finde bagmænd.
Hash og hårde stoffer er kun et klik væk på Google, skriver Politiken.
To ord i Googles søgefelt, et klik på det første forslag, der kommer frem, og man havner på siden Tapatalk.com og dens underforum ‘Hash’, beskriver avisen.
Her kan alle og enhver etablere kontakt til pushere, som sælger kokain, MDMA, hash, amfetamin eller endda fentanyl.
Tapatalk er en amerikansk platform. På siden findes over 200.000 underfora, og alle kan gratis oprette et forum, skriver Politiken.
Hver større by har et forum
Bytter man Vejle ud med Odense, Aarhus, Aalborg eller København, foreslår Google også hjemmesiden, der har inddelt forummet efter de fem større danske byer.
– Det bedste til næsen – Herning – 900 per g, skriver for eksempel en bruger, der angiveligt sælger kokain.
Annoncen indeholder en produktbeskrivelse, pris og et brugernavn til appen Wickr – en krypteret app, hvor køber og sælger kan aftale pris, mødested og tidspunkt, uden at det kan spores.
Politiet er udfordret
Politiet kender til siden. Men de har svært ved at lukke den eller finde frem til bagmændene.
Det skyldes, at detaljerne om handlerne som regel aftales over krypterede apps, fortæller Michael Kjeldgaard, der er chef for Nationalt Efterforskningscenter.
– Det er klart, at dansk politi må stå på tæer for at bekæmpe den her form for kriminalitet, for de, der benytter sig af den, bruger tjenester, der gør det svært for politiet, siger Michael Kjeldgaard til Politiken.
Han understreger, at det er dybt problematisk og ulovligt.
Man kan købe mange steder
Men forummet er blot ét ud af mange, der bruges til salg af narkotika.
Det fortæller lektor på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet Jakob Demant. Han har forsket i salg af stoffer på sociale medier.
– Krypterede apps har lavet en disruption af stofmarkedet. Både Wickr, taletidskort og Snapchat er måder, hvorpå sælger og køber beskytter sig relativt godt imod politiet, siger Jakob Demant.
Google understreger over for Politiken, at selskabet så vidt muligt forsøger at fjerne ulovligt indhold fra søgemaskinen.