Internationale studerende gør en forskel i Horsens
40 højtuddannede har i 2015 fundet sammen med horsensianske virksomheder i et gensidigt win-win samarbejde, der skal skabe flere arbejdspladser.
Jurgita Oscinauskaite fra VIAs Value Chain Management-uddannelse startede som praktikant hos Lantmännen Unibake A/S i Horsens. I dag er hun ansat som Operations Controller.
Det er langt fra første gang, at Lantmännen Unibake har studerende fra VIA University College tilknyttet. Og uanset om de studerende har været i praktik eller har arbejdet med et semesterprojekt har virksomheden fået stort udbytte af samarbejdet.
Charlotte Knudsen, Continuous Improvement Manager hos Lantmännen Unibake har rigtig gode erfaringer med VIAs internationale studerende:
– De studerende fra VIA har vist os, at de arbejder struktureret, og at de er skolet i for eksempel at gennemføre grundige analyser på tværs af virksomheden. Denne analytiske tilgang går rigtig godt i hånd med virksomhedens værdier; åbenhed, helhedssyn og handlekraft. Samarbejdet med studerende betyder også, at de løbende præsenterer os for de nyeste teorier, som de har lært på deres uddannelse. Det hjælper os til at være endnu mere fremme i skoene i forhold til udviklingen, hvilket er en stor fordel, siger Charlotte Knudsen.
Højtuddannede klarer sig bedre
Flere undersøgelser har vist, at virksomheder med højtuddannede klarer sig markant bedre. Højtuddannede har ofte en positiv effekt på drift og udvikling. Det har BusinessHorsens i samarbejde med Horsens Kommune valgt at sætte fokus på.
– Ved at hjælpe med at etablere samarbejde mellem virksomheder og højtuddannede, studerende såvel som færdiguddannede, kan vi være med til at styrke konkurrenceevnen hos virksomhederne og skabe flere arbejdspladser, siger matchmakingkonsulent Mustafa Niazi fra BusinessHorsens.
Han er hver dag i dialog med lokale virksomheder om, hvordan studerende og højtuddannede vil kunne bidrage til den enkelte virksomhed, og hjælper også med at finde de helt rigtige personer til opgaven.