International eftersøgning af jæger efter drab
- Vi må gå ud fra, at den eftersøgte er meget, meget farlig, siger østrigsk politi dagen efter drab
Østrigsk politi leder på anden dag efter en formodet gerningsmand bag to drab i det nordlige Østrig.
Det skriver det østrigske public service-medie ORF tirsdag.
Manden, som menes mandag at have dræbt en borgmester i en lille østrigsk by og en tidligere politibetjent, anses for at være særdeles farlig.
50 personer vurderes i særlig grad at være i risiko og er bragt til sikre steder med politibeskyttelse.
Besiddelse af flere skydevåben
- Vi må gå ud fra, at den eftersøgte er meget, meget farlig, siger stedfortrædende landspolitidirektør Rudolf Keplinger ifølge ORF på et pressemøde.
Den mistænkte kan være i besiddelse af flere skydevåben.
Hundredvis af betjente er en del af operationen.
Østrigske myndigheder har meldt ham eftersøgt internationalt, skriver nyhedsbureauet dpa.
Den foreløbige efterforskning viser, at den 56-årige mistænkte, som er jæger, mandag i bil fulgte efter den 64-årige borgmester i byen Kirchberg ob der Donau.
Byen ligger, som navnet antyder, ud til floden Donau og har omkring 1000 indbyggere.
Flygtede over mark
Begge mænd skal være steget ud af deres biler, hvorefter borgmesteren blev såret af et skud. Det oplyser efterforskerne ifølge dpa.
Lokalpolitikeren flygtede over en mark, men blev herefter ramt af et dræbende skud fra et gevær.
Herefter menes den mistænkte at være kørt til en bolig tilhørende en tidligere politibetjent - ligesom borgmesteren var han 64 år.
Den mistænkte trængte ind i huset, som ikke var aflåst, og dræbte angiveligt manden i dagligstuen. Begge ofre var jagtledere.
Tredje offer
Politiet har endnu ingen spor, men har fra befolkningen modtaget meldinger som led i efterforskningen, skriver dpa.
Der blev i visse medier meldt om et tredje offer, men det har politiet ikke kunnet bekræfte.
Der har også været meldinger om, at årsagen til drabene kan være en strid, der har forbindelse til jagtmiljøet. Den mistænkte skal ifølge ORF have mistet sit jagttegn en kort overgang for nogle år siden, men han fik det tilbage igen ikke længe efter.