Intenst: Rammer en million danskere

På grund af klimaforandringer varer pollensæsonen længere og er mere intens end for 40 år siden

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Græspollensæsonen er begyndt 18 dage tidligere end sidste år, hvilket er en del af en tendens til længere og mere intense pollensæsoner.

Vejret i april med megen nedbør efterfulgt af sol har skabt optimale betingelser for græssets vækst, hvilket har bidraget til den tidlige sæsonstart.

Klimaforandringer og øgede CO2-niveauer i atmosfæren er medvirkende årsager til ændringerne i pollenmængden og længden af pollensæsonen.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Græspollensæsonen er begyndt.

Det sker 18 dage tidligere end sidste år og følger tendensen til, at pollensæsonerne begynder stadig tidligere, er mere intense og varer længere.

Det skriver Astma-Allergi Danmark i en pressemeddelelse.

Meget nedbør

Vejret i april har skabt gode vækstbetingelser for græsset, oplyser Sidsel Damsbo Andersen, der er vikarierende leder af Astma-Allergi Danmarks pollentælling.

- Vi har haft meget nedbør i april, og i løbet af de sidste par dage er der så kommet en masse sol. Derfor er sæsonen begyndt usædvanligt tidligt i år, siger hun.

Mængden af græspollen er steget med 19 procent sammenlignet med for 40 år siden. Det viser en sammenligning af pollensæsonerne i perioden 1981 til 2001 og perioden 2011 til 2020 foretaget af Astma-Allergi Danmark.

Skyldes klimaforandringer

Derudover er pollensæsonen i gennemsnit blevet 18 dage længere, fortæller Sidsel Damsbo Andersen.

Udviklingen skyldes ifølge Astma-Allergi Danmark blandt andet klimaforandringer og øgede mængder CO2 i luften.

Ændringer i temperatur, nedbør og vindforhold på grund af klimaforandringer giver træer og buske nye vækstmuligheder, hvilket også giver en ændring i pollenmængden.

Gavner ikke

- Men det spiller også en rolle, at vi planter meget græs inde i byerne. Vi har en forestilling om, at det gavner biodiversiteten, men det gør det faktisk ikke, siger hun og tilføjer, at Astma-Allergi Danmark anbefaler at plante vilde blomster i stedet - både for biodiversiteten og allergikerne.

I år falder græspollensæsonen sammen med birkepollensæsonen, hvilket skaber en usædvanlig og uheldig situation for landets allergikere.

Intens sæson

- Birkesæsonen er normalt rimelig kort, men intens. Der plejer at være en smule overlap, når birken ebber ud og græspollensæsonen begynder lavt. Men lige nu ser vi høje birketal og moderate græstal, så det er en pollencocktail, der er rigtigt skidt for rigtig mange mennesker, siger hun.

Ifølge Astma-Allergi Danmark døjer op mod 1 million danskere med pollenallergi.

Powered by Labrador CMS