Ingeniørerne: Økonomien hænger ikke sammen
De 400 millioner, som regeringen har sat af til udflytning af job, rækker ikke langt, mener Ingeniørforeningen
Regeringen har sat omkring 100.000 kroner af per offentlig stilling, der nu skal flytte til provinsen i forbindelse med regeringens udflytning af 3900 statslige arbejdspladser.
Men det er formentligt langt fra nok til at betale regningen, lyder det fra en af de faglige organisationer, hvis medlemmer kan blive berørt af udflytningen. Ingeniørforeningen henviser til erfaringer fra andre lande, hvor udflytningen er blevet væsentligt dyrere.
– I Norge kostede det en million skattekroner for hver stilling, der blev flyttet ud, siger Thomas Damkjær Petersen, formand for de offentligt ansatte i Ingeniørforeningen, IDA Offentlig, der tæller omkring 8000 offentligt ansatte, i en kommentar.
– I England har udflytningen af statsjob været væsentligt dyrere, og Rigsrevisionen i Sverige har beregnet, at hvert eneste svenske statsjob, der er flyttet ud af Stockholm, har kostet 1,1 millioner svenske kroner, siger Thomas Damkjær Petersen.
Ingeniørforeningen frygter derfor, at regeringens udflytningsplaner i sidste ende bliver meget dyrere, end de 400 millioner kroner, der er lagt til at afsætte på næste års finanslov.
– Da Sikkerhedsstyrelsen i 2005 blev flyttet til Esbjerg, kostede det 500.000 kroner per stilling, og nu vil regeringen så udflytte til noget, der minder om 100.000 kroner per medarbejder, siger han.
– Man kan jo sidde tilbage med bange anelser om, at der er en skjult dagsorden. Vi har jo før set, at kasseeftersyn fører til nedskæringer og besparelser når, der er regnet forkert. Det håber jeg bestemt ikke er tilfældet her, siger han.
/ritzau/