Ingen vil kendes ved mystisk bro fra fremtiden
En helt almindelig søndagstur har udviklet sig
En bro med skinner. Under den en tunnel. Over tunnelen tallet 3020.
Det lyder som noget fra fremtiden - eller en anden dimension.
Og det er måske lige præcis det, det er.
I hvert fald vil ingen kendes ved broen, der forbinder bunden af Riis Skov og træskibshavnen på Aarhus Havn.
Tal-byt?
15. august er Paul Ray Henningsen fra Risskov ude at gå en tur, da han så det spektakulære syn.
Han griber sin telefon og tager et billede af det, der øjensynligt har været et spagt forsøg på at være morsom: Simpelthen at bytte tallene for broens etablering om, så der i stedet for 2003 nu står 3020.
Billedet, der er taget fra havnesiden af banelegemet og ind mod skoven, lægger Paul Ray Henningsen op i Facebook-gruppen 'Vores by Aarhus' - til stor moro for flere af gruppen medlemmer.
Hvem ejer broen?
Newsbreak.dk satte sig for at undersøge sagen og kontaktede Aarhus Kommune.
Aarhus Kommune fortæller - efter nogen research - til Newsbreak.dk, at broen hører under Banedanmarks domæne.
Banedanmark vil dog heller ikke tage ansvaret for broen, men oplyser, at det nu er Aarhus Letbane, der har overtaget "infrastruktur-ansvaret".
Men Aarhus Letbane vil heller ikke tage ansvaret for hverken bro, tunnel eller tal:
"Broen er ikke ejet af Aarhus Letbane, men tilhører Banedanmark eller Aarhus Kommune. Vi kommer derfor ikke til at ændre på tallene", lød svaret i en mail til Newsbreak.dk.
Tilbage står nu en bro, som ingen ved kendes ved.
I hvert fald ikke jordlige.
Newsbreak.dk forfølger sagen.