Ingen tegn på ebola hos isoleret patient
Den patient, som tidligt tirsdag aften blev sat i isolation på Hvidovre Hospital, er testet negativ for ebola. Det oplyser vicedirektør ved Hvidovre Hospital Torben Mogensen.
Patienten har for nylig været i Vestafrika og har nogle uger efter sin hjemkomst fået influenzalignende symptomer. Derfor blev vedkommende indlagt på Hvidovre Hospital, og Statens Serum Institut har analyseret prøver fra patienten.
Før midnat tirsdag blev det så konstateret, at der ikke er tegn på ebola.
Der skal dog muligvis tages en ekstra prøve, før lægerne helt kan udelukke ebolasmitte.
»Hvis patienten ikke længere har feber i morgen, er der ingen grund til at tage yderligere prøver, men hvis patienten fortsat har symptomer, opretholder vi beredskabet. Der kan nemlig gå nogle dage, fra de første symptomer indtræder, til at vira kan spores i prøverne,« udtaler vicedirektør Torben Mogensen i en pressemeddelelse.
Ifølge vicedirektøren er det tredje gang på fem uger, at Hvidovre Hospital har sat sit beredskab i gang. Indtil videre er ingen danskere konstateret smittet med ebola, men skulle det ske, så er der ifølge Torben Mogensen ingen grund til panik hverken blandt patienter, pårørende eller personale.
»Vores isolationsstuer fungerer, som de skal, og personalet er meget opmærksomme på at følge sikkerhedsprocedurerne til punkt og prikke. Derudover er ebola langt mindre smittefarlig end for eksempel SARS, fordi den ikke smitter gennem luften, men kun ved direkte kontakt med kropsvæsker,« udtaler han.