Ingen hjælp til politifolk efter krig
Politifolk, der har været udstationeret, kan ikke få hjælp til at håndtere krigstraumer på samme måde som soldaterveteraner
Veteraner, der har været udsendt af forsvaret, kan blive tilknyttet forsvarets veterancentre, som hjælper veteraner videre i livet. Men hvis man som politimand har været ustationeret, er der ingen hjælp at hente på veterancentrene. Det skriver Jyllands-Posten.
Politiforbundet har i mange år forsøgt at få sidestillet politiveteraner med forsvarets veteraner.
Hos SF og De Konservative mener man, at der er et hul i lovgivningen, når tidligere udsendte politibetjente ikke har samme muligheder som tidligere udsendte soldater.
»Jeg synes, at det er urimeligt, at de ikke kan få den samme hjælp ved veterancentrene, når centrene nu har den ekspertise. Det er ikke en stor gruppe, det drejer sig om, så det er meget uforståeligt for mig. Selvfølgelig skal der ikke være forskelsbehandling her, og derfor har jeg også rejst spørgsmålet for ministeren,« siger retsordfører i SF Karina Lorenzen (SF) til Jyllands-Posten.
Ifølge Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), er der ikke nogen forskel på, hvem der kan få hjælp på de kommunale veteranhjem.
Når en politibetjent skal udsendes, arbejder Rigspolitiets Psykologtjeneste med at forberede betjenten for udstationering for at undgå oplevelser, der kan være traumatiserende. Det er ikke relevant at oprettet veteranklubber eller veteranhjem, da gruppen udsendt af politiet ikke er særlig stor, lyder det fra Rigspolitiets Psykologtjeneste ifølge Jyllands-Posten.